SportI går (opd. I går)

Mattias Skjelmose udgår efter blodigt Tour-styrt

Mattias Skjelmose styrtede ved en midterhelle og er udgået af Tour de France. Det samme er Remco Evenepoel
Mattias Skjelmose.
Mattias Skjelmose.
 Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) er udgået af Tour de France efter et styrt.

Der var kørt omkring 50 kilometer af lørdagens 14. etape, da Skjelmose styrtede efter kollision med et vejskilt på et midterhelle.

Danskeren så medtaget ud og blødte ved venstre albue.

Efter et par minutters behandling og en indbundet arm kunne han imidlertid sætte sig op på cyklen igen og fortsætte Touren.

På det tidspunkt var han cirka to minutter efter feltet med favoritterne og yderligere et halvt minut efter udbryderne i front.

Kort efter var Skjelmoses afstand op til feltet øget med yderligere halvandet minut.

Da feltet kørte ind på etapens første store stigning, Col du Tourmalet, gik der ikke længe, før meldingen kom, om at Mattias Skjelmose var udgået.

Nogenlunde samtidig opgav belgiske Remco Evenepoel (Quick-Step) at køre videre. Løbets nummer tre raslede ned gennem grupperne af ryttere, da det begyndte at gå op ad Col du Tourmalet.

På forhånd lignede 14. etape en mulighed for, at den stærke danske klatrer kunne lave ravage med fire hårde stigninger, men det endte stik modsat for danskeren.

Sponsoreret indhold