Sport23. juli 2025

Mattias Skjelmose deler uhyggelige billeder efter styrt i Tour de France

Mattias Skjelmose styrtede og udgik på 14. etape af Tour de France, efter han kolliderede med et skilt midt på vejen. Nu deler han billeder af skaderne fra styrtet
Mattias Skjelmose nåede ikke gennem alle etaperne i årets Tour de France. Nu giver han opdatering på, hvordan han har det.
Mattias Skjelmose nåede ikke gennem alle etaperne i årets Tour de France. Nu giver han opdatering på, hvordan han har det.
 Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Cykelrytterene tager nogle tæsk, når de styrter under Tour de France.

En af dem, der i år har været i asfalten, er danske Mattias Skjelmose, der slog sig så voldsomt på 14. etape, at han var nødt til at udgå.

Der har ikke været mange opdateringer siden fra den 24-årige danskers side, men nu fortæller han, hvordan han har det i et Instagram-opslag, mens han også deler nogle uhyggelige billeder af hans arm, som blev noget medtaget i styrtet.

- Lige nu er min arm stadig meget hævet - især omkring albuen. Jeg kan ikke strække den helt ud, og smerten er ret intens. Som du nok kan se, er de blå mærker også ret alvorlige. Når hævelsen er aftaget, skal vi sandsynligvis have foretaget yderligere scanninger for at se, om der er muskelskader, skriver amagerkaneren i opslaget.

På trods af at det ikke er mange dage siden, at Skjelmose røg i asfalten, så er han alligevel allerede tilbage på cyklen for at træne - med blandede følelser.

- Første dag tilbage på cyklen (tirsdag, red.) - og også første gang i et par dage, at jeg har set såret under bandagen.

- At komme tilbage på cyklen var med blandede følelser. Jeg har virkelig set frem til det - men jeg måtte også se i øjnene, at det stadig er meget ubehageligt at cykle, især når jeg ikke kan strække min arm ordentligt ud. Selv om det ikke er ideelt, er jeg i stand til at få trænet - et skridt ad gangen.

Mattias Skjelmoses muligheder for et godt resultat i det samlede klassement var løbet ud i sandet ved dette års Tour de France, hvor han i stedet benhårdt gik efter etapesejre.

Desværre blev det ikke til nogle dette år.

Sponsoreret indhold