Sport31. marts 2024 (opd. 31. marts 2024)

Mathieu van der Poel vinder Flandern Rundt: Mads Pedersen skuffer

Han forsøgte langt fra mål, men i sidst ende gik Mads Pedersen helt ned, og så kunne den hollandske favorit tage sejren i sikker stil
Mathieu van der Poel tog sejren i det store endagsløb. 
Mathieu van der Poel tog sejren i det store endagsløb.
 Foto: Dirk Waem/AFP/Ritzau Scanpix

Den hollandske verdensmester Mathieu van der Poel var storfavorit inden søndagens Flandern Rundt, og Alpecin-rytteren skuffede ikke og var klart den stærkeste mand i feltet.

43 kilometer fra mål trådte van der Poel på gaspedalen op ad den stejle Koppenberg-stigning, og konkurrenterne så ham aldrig igen.

Triumfen var den tredje i karrieren for den 29-årige hollænder i det belgiske brostensmonument.

Italienske Luca Mozzato (Arkea) spurtede sig blandt forfølgerne til en andenplads, mens Nils Politt (UAE) fuldendte podiet.

Mikkel Bjerg (UAE) fightede sig til en fjerdeplads og blev bedste dansker.

Van der Poels favoritværdighed havde i de seneste dage fået et nøk op, da Wout Van Aert (Visma) ikke stillede til start på grund af et voldsomt styrt i et optaktsløb onsdag, mens sidste års vinder, Tadej Pogacar, ikke kørte løbet af hensyn til andre sæsonplaner.

Styrtet onsdag havde også gjort, at Mads Pedersen, der også selv fik et par skrammer, måtte klare sig uden sin formstærke medkaptajn Jasper Stuyven og superhjælperen Alex Kirsch.

Det fik den danske eksverdensmester til hurtigt at tage sagen i egen hånd søndag.

Med 110 kilometer til mål angreb danskeren første gang og derefter for fuld kraft igen med 99 og 92 kilometer hjem. Det andet angreb splittede feltet, og det tredje sendte Pedersens gruppe op til resterne af morgenudbruddet uden storfavoritten Mathieu van der Poel på slæb.

Da verdensmesteren selv lukkede op til den nye frontgruppe med 86 kilometer til mål, stak Mads Pedersen af igen. Denne gang fik han kun Van der Poel-hjælperen Gianni Vermeersch med sig.

De to fik tæt på 30 sekunders forspring, men det så ud til at være en tæt på umulig mission, Mads Pedersen havde begivet sig ud på, og det kostede danskeren en hel del kræfter.

Angreb fra det på ny samlede felt barberede af afstanden, og da van der Poel selv trådte an på den anden af tre passager af Oude Kwaremont blev Mads Pedersen hentet.

Og to stigninger senere - på den spejlglatte og voldsomt stejle Koppenberg - blev danskeren sat. Stigningen var så voldsom, at soloudbryderen Iván García Cortina og store dele af favoritfeltet måtte af cyklerne og trække op.

Mads Pedersen blev på cyklen, men følge cykelcross-eksperten Mathieu van der Poel og Matteo Jorgenson (Visma) kunne han ikke.

Status med 40 km til mål var derfor, at van der Poel lå solo helt forrest med et hul ned til Jorgenson og med Mads Pedersen, Tim Wellens, Alberto Bettiol og et par stykker på jagt efter dem.

Mads Pedersen-gruppen hentede Jorgensen med 34 km til mål, men van der Poel var ingen i nærheden af.

Med 30 km ind var verdensmesteren halvandet minut foran, og i ensom stil holdt han forfølgerne på behørig afstand hele vejen hen mod målstregen i Oudenaarde.

Til slut slap kræfterne op for Mads Pedersen, der gled langt tilbage, mens Mikkel Bjerg til gengæld fightede sig op bagfra og kørte med om podiepladserne, hvor kun Mozzato og holdkammeraten Politt var hurtigere.

Sponsoreret indhold