Mason Greenwood frikendt for alle anklager

For et år siden sprang en bombe i engelsk fodbold, da Manchester United-stjernen Mason Greenwood blev tiltalt for forsøg på voldtægt og vold mod sin kæreste Harriet Robson.
I første omgang blev fodboldspilleren anholdt i januar 2022 - men sidenhen løsladt mod kaution.
Den var dog gal igen i oktober sidste år, da han på ny blev anholdt i samme sag og varetægtsfængslet frem til den 21. november 2022, inden han dog igen blev løsladt mod kaution.
Nu er den 21-årige englænder dog en helt fri mand, da Greater Manchester Police har bekræftet torsdag, at alle anklager er blevet droppet mod Greenwood.
Til trods for frikendelsen har sagen haft store konsekvenser for Mason Greenwood.
Manchester United-spilleren blev i første omgang suspenderet af klubben, ligesom Nike droppede deres millionaftale med den unge engelske stjerne.
Angriberen, der også har fået debut på det engelske landshold, modtog til trods for suspenderingen stadig sin ugeløn på over 600.000 kroner fra Manchester United.
Og noget tyder på, at forholdet til Harriet Robson langt fra er dødt. Engelske medier har meldt om, at parret er ved at finde sammen igen.
Således følger Greenwood også stadig kvinden bag anklagerne på Instagram, ligesom Robson følger Greenwood retur.