Sport18. maj 2023

Manden snød Theresa Eslund efter EM-sølv i 2017: - Måske det allerstørste jeg har oplevet

I 2017 overraskede det danske kvindelandshold ved EM, hvor de vandt sølv efter et 4-2 nederlag i finalen i Holland. En oplevelse som Theresa Eslund aldrig vil glemme
Det danske kvindelandshold vandt EM-sølv ved slutrunden i Holland i 2017. En oplevelse som Theresa Eslund kalder for en af de største overhovedet i karrieren.
Det danske kvindelandshold vandt EM-sølv ved slutrunden i Holland i 2017. En oplevelse som Theresa Eslund kalder for en af de største overhovedet i karrieren.
 Foto: Scanpix Denmark

Det var så tæt på at blive den helt store triumf, men i sidste ende endte det stadig med en meget flot sølvmedalje da det danske kvindelandshold i fodbold var til EM i Holland i 2017.

I kvartfinalen kom man ellers bagud efter blot tre minutter mod Tyskland, men i anden halvleg scorede først Nadia Nadim og med små ti minutter igen satte Theresa Eslund sejrsmålet i kassen.

Et sjældent landsholdsmål fra forsvarsprofilen Eslund, som stadig den dag i dag er lidt overrasket over, at det var hende som sendte Danmark i semifinalen, hvor man slog Østrig ud.

Når Danmark til sommer skal spille VM i Australien og New Zealand bliver det uden Theresa Eslund på banen, da den tidligere Brøndby-stjerne stoppede karrieren i 2021.

I stedet skal hun være ekspert for Viaplay og forud for slutrunden har hun gæstet SE og HØRs sportspodcast ”Af banen”, hvor hun blandt andet fortæller om oplevelsen i 2017.

En fodboldoplevelse som hun kalder for nok det største øjeblik på det danske kvindelandshold.

Theresa Eslund fortæller, at de undervejs ikke vidste, hvor stor en del af Danmark som fulgte intenst med. Det opdagede de dog hurtigt, da kvindelandsholdets sølvmedaljer skulle fejres i Danmark.

- Da vi kommer til Danmark dagen efter vi har spillet finalen og har fået sølvmedaljerne, får vi en fantastisk modtagelse i Viborg af de danske fans. Efter vi har været i Viborg, kommer vi ind på Rådhuspladsen i København og der er sort af mennesker.

- Jeg kan huske, at min mand skriver, da vi er på vej, at ”jo jo, der er da lidt folk” og prøvede at lave sjov. Det var helt vanvittigt da vi kører ind. Jeg tror, at vi alle blev mundlamme, fik gåsehud og lige skulle nive os selv i armen, siger Theresa Eslund i ”Af banen”.

Selvom sølvmedaljerne blev vundet i Holland, var det altså oplevelsen i Danmark som Theresa Eslund den dag i dag særligt husker tilbage på.

- Lige så stort som selve EM var, så var den her dag dagen efter måske det allerstørste jeg har oplevet. Det var simpelthen så stort, at der var så mange mennesker som havde fulgt med i det her.

I ”Af banen” er det ikke kun EM 2017-oplevelsen som Theresa Eslund taler om. Her kommer hun også ind på, hvordan hun grundet sin fodboldkarriere strategisk måtte vælge, hvornår hun kunne blive gravid, og hvordan det var at være bødekassemester i Brøndby.

Sponsoreret indhold