Sport30. december 2023

Manchester United fejler i Nottingham uden syg Højlund

Uden Rasmus Højlund lukkede Manchester United sit 2023 med 1-2 hos bundholdet Nottingham Forest
Manchester United fik ikke fulgt op på 3-2-sejren over Aston Villa forleden.
Manchester United fik ikke fulgt op på 3-2-sejren over Aston Villa forleden.
 Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

Rasmus Højlund var ude med sygdom, da Manchester United lørdag tabte 1-2 hos bundholdet Nottingham Forest i sin sidste kamp i 2023.

Marcus Rashford udlignede sent til 1-1 efter en forfærdelig fejl af hjemmeholdets keeper, men Morgan Gibbs-White blev kort efter matchvinder efter en kontra.

Christian Eriksen spillede hele kampen, der i de første 55 minutter var både rodet og fyldt med uinspirerende indslag fra begge mandskaber.

Uniteds portugisiske venstreback Diogo Dalot pustede lidt liv og intensitet i opgøret med et flot hug på stolpen, men efter godt en time lynede hjemmeholdet som det første.

Den argentinske midtbanespiller Nicolas Dominguez var søgt med frem, og efter et veludført angreb sparkede han total upresset bolden i nettet.

Efter at have vist svaghedstegn et par gange kiksede Matt Turner efter 78 minutter en fladt udspil, og så udplacerede Rashford køligt amerikaneren efter oplæg af Alejandro Garnacho.

Tirsdag vendte United 0-2 til 3-2 mod Aston Villa med Rasmus Højlund som matchvinder, men lørdag var magien pist væk.

Turner klarede kort efter udligningen et hug fra Eriksen, og få øjeblikke efter lå bolden i nettet i den anden ende efter en hurtig omstilling, som midtbanespilleren Morgan Gibbs-White fuldendte.

Matt Turner havde i slutfasen endnu et par gode indgreb og revancherede sig på den måde fint fra sin markante fejl.

Nottingham skubber med sin sejr Brentford væk fra 15.-pladsen, hvorfra holdet har fem point ned til stregen. United er aktuelt nummer syv.

Sponsoreret indhold