Sport18. maj 2024

Mainz og Bo Henriksen redder sig i Bundesligaen

Med en 3-1-sejr ude over Wolfsburg sikrede Mainz og træner Bo Henriksen endnu en sæson i Bundesligaen

Bo Henriksen fuldførte missionen som cheftræner for Mainz, der lørdag reddede sig endnu en sæson i Bundesligaen.

Med en sejr på 3-1 ude over Wolfsburg endte Mainz et godt stykke fra farezonen.

49-årige Bo Henriksen blev ansat 13. februar og har siden hentet 23 point i 13 kampe. Det var nok til overlevelse.

Angriberen Jonas Wind spillede de første 75 minutter for Wolfsburg, der var uden en skadet Joakim Mæhle.

Mainz endte med at have to points luft ned til Bochum, der tabte 1-4 ude til Werder Bremen. Indskiftede Jens Stage var en af Werder Bremens målscorere i den kamp.

Bochum skal som nummer 16 og tredjesidst ud i playoffkampe mod et hold fra 2. Bundesliga om at spille i den bedste række i næste sæson.

Union Berlin, der vandt 2-1 hjemme over Freiburg, endte dermed over nedrykningsstregen på en bedre målscore end Bochum.

Union Berlin, der havde Frederik Rønnow på mål, lå længe til pladsen om playoffkampe. Et mål af Janik Haberer sørgede for redning.

FC Köln, der havde danskerne Rasmus Carstensen og Jacob Christensen med i truppen, tabte lørdag 1-4 ude til Heidenheim og endte på næstsidstepladsen. Carstensen kom ind efter 55 minutter.

Placeringen er ensbetydende med direkte nedrykning for FC Köln, der tager turen ned i den næstbedste række sammen med Darmstadt.

I toppen sørgede mestrene fra Bayer Leverkusen for at gå gennem hele sæsonen som ubesejret i Bundesligaen.

Det skete med en kneben sejr på 2-1 hjemme over Augsburg, der har Jess Thorup som træner.

28 sejre og 6 uafgjorte kampe blev det til for Leverkusen, der sluttede med at have 90 point.

Bayern München tabte 2-4 ude til Hoffenheim og sluttede skuffende som nummer tre i ligaen.

Stuttgart sejrede 4-0 hjemme over Borussia Mönchengladbach og tog andenpladsen med et point mere end Bayern München.

Sponsoreret indhold