Magnus Landin: Jaja, vi er venner, men...

Domagoj Duvnjak kan skrive lidt af et eventyr søndag aften. Efter næsten to årtiers tjeneste takker den levende legende af på det kroatiske landshold efter VM-finalen mod Danmark.
Han har været med i stribevis af store kampe med flere generationer af holdkammerater og har vundet otte medaljer med landsholdet.
Men han har aldrig vundet guld. Hverken ved VM, EM eller OL. Og søndag vil en af hans bedste venner i sporten gøre sit til, at det heller ikke kommer til at ske på falderebet.
- Ja, det har jeg også sagt til ham. Jeg kan helt sikkert unde ham at vinde guld, men bare ikke, når det er mod os, siger Magnus Landin.

Landin har været holdkammerat med den kroatiske playmaker, siden han skiftede til THW Kiel i 2018.
Under VM har de to haft løbende kontakt med hinanden. Også da Duvnjak blev ramt af en skade i læggen i kroaternes allerførste kamp i turneringen.
- Jeg snakkede i telefon med ham, og han var ret ked af det, men ville gøre alt for at komme tilbage i løbet af VM. Det har han formået. To kampe senere stod han lige pludselig på banen, siger Landin.
Den 36-årige kroat glæder sig til at stå over for sin danske klubkollega i kampen om sportens største titel.
- Han er en utrolig god fyr og en god spiller. Jeg er glad for, at vi har spillet sammen i så mange år. Han vil vinde, og det vil jeg også. Det bliver en vild kamp, siger Domagoj Duvnjak.
I finalen kommer han også til at stå over for Mathias Gidsel, som han har haft talrige møder med i den tyske Bundesliga og på landsholdet.
Ved VM for to år siden gik han så hårdt til den danske hurtigløber, at publikum i Malmö Arena mente, at han fortjente et rødt kort.
Gidsel fik en knytnæve i ansigtet og nægtede bagefter at tage imod Duvnjaks fremstrakte hånd. I dag afviser Gidsel dog blankt, at der er ondt blod og regnskaber, der skal gøres op.
- Jeg misforstod ham måske lidt i Sverige, og misforstod situationen. Vi har mødtes så mange gange i Kiel og Berlin, og han har kun udvist den største respekt for mig, og det samme har jeg over for ham og hans karriere.
- Han er en af de allerstørste i sporten og en inspiration for mange, siger Mathias Gidsel.