Magnus Cort efter kæmpe sejr: – Laver helikopteren i aften

Danskerfesten fortsætter i Tour de France. Eller rettere sagt: Magnus Cort-festen fortsætter.
Tirsdag vandt han en 10. etape af årets Tour de France efter en vanvittig præstation på sidste bjerg, hvor han flere gange så ud til at være ude af vinderchancerne.
Under Touren skriver Magnus Cort klummer for BT, og i tirsdagens klumme afslører han et helt særlig sejrritual, som han deler med de nærmeste venner.
"Når jeg vinder sådan her, så er der et lille ritual … Jeg skal hjem i bad, hvor jeg sætter Rammstein på for fulde drøn. Så kommer Snapchat frem, mens jeg hinker rundt på værelset – nøgen," skriver Magnus Cort.
"Så laver jeg altså helikopteren. Den ryger lige ud til de nærmeste venner, og så ved de, at det sgu går meget godt."
Magnus Cort har efterhånden en del sejre på cv'et, men det er ikke for hver sejr, at han river sjoveren frem for vennerne på Snapchat.
Det er kun, når han får de rigtig store sejre i for eksempel Tour de France eller Vuelta a España (Spanien Rundet).
De store sejre har han dog også hevet en del hjem af – i alt otte af slagsen. Seks i Vueltaen og to i Touren.
Til Ekstra Bladet fortæller Magnus Cort onsdag, at han slet slet ikke nåede at sende videoen efter sejren.
– Jeg kom simpelthen ikke til min telefon, før klokken var 22, og der var det sgu for sent efter en i forvejen meget lang dag, fortæller han.
– Der kom sgu heller ikke Rammstein på anlægget. Det var ærgerligt, for der gik kludder i det, da jeg skulle tilbage mod hotellet, fordi jeg sad i kø oppe på bjerget i mange timer.
Derfor må de tætte venner vente med at få en video til næste gang, Magnus Cort vinder en Tour-etape.
Og hvem ved? Det kan være, der kommer en mere i årets tur rundt i Frankrig. Der er i hvert fald gode muligheder for en sejr mere.
Udover en etapesejr har Magnus Cort også kørt seks dage i den prikkede bjergtrøje og været i fem udbrud i løbet af de første 10 etaper.
Det har indbragt Cort en masse præmiepenge. Præcist hvor mange, kan du læse her.