Annonce
Sport8 timer siden (opd. 2 timer siden)

Mads Pedersen skal køre Tour de France i 2026

Pedersen har kørt den franske cykelturnering fem gange, men var ikke med i år. Men næste år vender han tilbage
Af: Ritzau
Mads Pedersen kørte ikke Tour de France tidligere i år. I stedet kørte han Vuelta a Espana.
Mads Pedersen kørte ikke Tour de France tidligere i år. I stedet kørte han Vuelta a Espana.
 Foto: Miguel Riopa/AFP/Ritzau Scanpix
Annonce

Mads Pedersen skal deltage i Tour de France i 2026.

Det siger han fredag til TV 2 Sport.

- Jeg har stadig store drømme om at vinde den grønne trøje i Touren, og hvis jeg skal vinde den, skal jeg være på startstregen, siger den 29-årige dansker.

Pedersen har kørt det franske cykelløb fem gange, men var ikke med for sit hold, Lidl-Trek, i 2025.

Holdet havde i stedet den italienske sprinter Jonathan Milan med, som tog den grønne trøje i Frankrig.

Mads Pedersen kørte i år Giro d'Italia og Vuelta a España, men i 2026 vender han tilbage til verdens største cykelløb, Tour de France.

Her får han blandt andre selskab af en ny holdkammerat i Juan Ayuso samt den danske profil Mattias Skjelmose.

25-årige Skjelmose er ifølge TV 2 Sport også klar til næste års Tour de France. Her skal han agere hjælperytter for Ayuso.

Annonce

Hans store personlige mål ligger i klassikersæsonen.

- Jeg synes, jeg mangler det helt store resultat i Liège (Liège-Bastogne-Liège, red.). Det er dronningen af Ardennerne, og nu har jeg vundet Amstel og er blevet toer i Flèche (Wallone, red.). Så jeg mangler det store resultat i Liège, og det håber jeg virkelig, jeg kan komme efter. Det er målet, siger Skjelmose til TV 2 Sport.

Annonce

Skjelmose får samtidig chancen som kaptajn i Vueltaen, påpeger sportsdirektør Kim Andersen over for DR Sporten.

- Mattias får et stort mål i form af Vuelta a España, som han skal køre som enekaptajn. Han bliver vores eneste klassementsbud, og han får et helt hold bag sig, siger Kim Andersen.

Mads Pedersen har i karrieren vundet to individuelle Tour de France-etaper, i 2022 og 2023.

Annonce

Han jagter dog stadig den grønne pointtrøje, som han aldrig har vundet i Frankrig. To gange tidligere har han vundet den grønne trøje i Vuelta a España, senest i sommer.

Tour de France i 2026 køres fra 4. til 26. juli. Den starter i Spanien med et holdtidsløb i Barcelona og slutter som altid i Frankrigs hovedstad, Paris.

Annonce

Sponsoreret indhold