Mads Pedersen har lavet vildt væddemål: Skal have tatovering, hvis det ikke sker

Da der i maj blev kørt Giro d'Italia lavede cykelrytter Mads Pedersen og Discovery-journalisten Anders Mielke et væddemål, hvor Mads P. skulle lade overskægget gro, indtil han vandt en etape i den italienske Grand Tour.
Anders Mielke skulle modsat barbere et ben for hver etape, som den tidligere verdensmester vandt.
Det endte med en enkelt etapesejr til Mads P. og et enkelt barberet ben til Anders Mielke.
Nu er Tour de France i gang, og de to har igen lavet et væddemål. Og denne gang er der lidt mere på spil end blot kropsbehåring.
Det afslører den danske stjerne i et kort interview med Mielkes kollega, briten Matt Stephens, der hedder "TAT TALK", hvor forskellige ryttere viser deres tatoveringer.
Han viser sine tatoveringer og bliver så spurgt, om han planer om at få nogle tatoveringer i fremtiden.
Her griner den danske stjerne og kigger nervøst over på Anders Mielke, der står og lytter med i baggrunden.
– Hvis jeg ikke vinder en etape, så skal jeg have navnet på Anders' podcast (Forhjulslir, red.) tatoveret på mit ben lige over men tan line, siger Mads Pedersen.
– Hvis jeg vinder, så skal han få nummeret på etapen og mit navn tatoveret, fortsætter Mads P, hvortil Anders Mielke bryder ud i latter.
Mads Pedersen har allerede chancen for at tage en etapesejr lørdag, hvor afslutningen på etapen ligger rigtig godt til den hurtige dansker, der på fredagens etape måtte nøjes med en 10.-plads.