Sport29. december 2023

To måneder efter OB-fyring: Andreas Alm på plads i IFK Norrköping

Den 50-årige svenske træner vender hjem til klubben, som han i en årgang spillede for, da han selv spillede professionelt. Han overtager jobbet fra Glen Riddersholm
Andreas Alm er på plads i IFK Norrköping. Det melder klubben ud på deres hjemmeside.
Andreas Alm er på plads i IFK Norrköping. Det melder klubben ud på deres hjemmeside.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Andreas Alm er ny cheftræner i IFK Norrköping, hvor han har fået en treårig kontrakt.

Det bekræfter klubben fredag på sin hjemmeside.

Svenskeren blev fyret i OB i starten af november efter et 1-3-nederlag til FC Fredericia i pokalen og en periode med svigtende resultater i Superligaen.

I Norrköping afløser 50-årige Alm danske Glen Riddersholm, som forlod cheftrænerposten i midten af november efter en gensidig aftale.

- Jeg har nydt tiden som cheftræner i IFK Norrköping. Jeg synes, at vi har taget nogle gode skridt og nået dele af vores mål. Men jeg må også sige, at det har været hårdt. Det har været enormt krævende.

- Derfor er vi blevet enige om at gå hver vores vej. Jeg har ikke mere at give til projektet, og det skal være en ny, som tager over, sagde Riddersholm dengang til klubbens hjemmeside.

Norrköping blev nummer 9 af 16 hold i Allsvenskan i 2023.

Fire danskere har været en del af truppen i IFK Norrköping. Det er midtbanespilleren Vito Hammershøy-Mistrati, angriberen Victor Lind samt forsvarsspillerne Marcus Baggesen og Marco Lund.

Lind står efter endt lejeaftale dog til at vende hjem til FC Midtjylland.

Sponsoreret indhold