Sport21. marts 2023

Må rejse hjem fra landsholdssamlingen: Erling Haaland misser landskampe med en lyskeskade

Norge må undvære deres norske superstjerne til de to landskampe mod Spanien og Georgien
Norge møder Spanien og Georgien i deres første to kampe i kvalifikationen til EM. De kampe bliver dog uden Erling Haaland, da han er rejst hjem grundet en lyskeskade.
Norge møder Spanien og Georgien i deres første to kampe i kvalifikationen til EM. De kampe bliver dog uden Erling Haaland, da han er rejst hjem grundet en lyskeskade.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

I 23 år har Norge ikke formået at kvalificere sig til en slutrunde.

Men med Erling Haalands kometkarriere, hvor han på få år er gået fra at spille i Østrig til at være en af verdens bedste fodboldspillere, har håbet aldrig været større i Norge.

Nu må Ståle Solbakken dog undvære sin største stjerne til de to landskampe mod Spanien og Georgien.

Haaland har nemlig forladt den norske landsholdslejr, da han døjer med en drilsk lyske.

- Efter at have foretaget tests og undersøgelser i går står det klart, at han ikke bliver klar til kampene mod Spanien og Georgien. Det er bedre, at han nu får medicinsk hjælp i klubben, siger Norges landsholdslæge Ola Sand.

Norge har på papiret deres sværeste kamp i EM-kvalifikationen på lørdag, når man møder Spanien på udebane.

Og skaden til landsholdets største stjerne har også chokeret flere nordmænd.

Eksempelvis siger den tidligere landsholdsspiller Rune Bratseth til VG, at man virkelig ikke har råd til at miste Haaland.

Landstræner Ståle Solbakken har også sat et par ord på skaden.

- Erling tog det hårdt, da han indså, at han ikke kunne kæmpe for holdet. Heldigvis er der stadig masser af selvtillid, talent og sammenhold i denne gruppe til at vinde point i de næste kampe. Vi skal ikke hænge med næbbet overhovedet, men fortsætte vores arbejde for at være maksimalt forberedt til lørdag og tirsdag.

Lyskeskaden kom i forbindelse med Manchester Citys 6-0 sejr i FA Cuppen mod Burnley. Her spillede Erling Haaland 63 minutter og nåede at lave et hattrick.

Sponsoreret indhold