Sport7. december 2022

Legenden Samuel Eto'o sparkede fan i hovedet: Nu undskylder han

Samuel Eto'o blev filmet sparke en fan ned efter en VM-kamp i Qatar. Nu undskylder han for sin voldelige opførsel
Samuel Eto'o nåede at spille sammen med Ronaldinho (tv.) og Lionel Messi (i midten).
Samuel Eto'o nåede at spille sammen med Ronaldinho (tv.) og Lionel Messi (i midten).
 Foto: Via Www.imago-Images.de/Imago Images/Ritzau Scanpix

Tirsdag dukkede der pludselig en video op på sociale medier af fodboldlegenden Samuel Eto'o, der i et raserianfald sparkede en fan ned efter VM-kampen mellem Brasilien og Sydkorea i Qatar.

Eto'o, der i dag også er præsident i Camerouns fodboldforbund, blev rasende, da en algerisk youtuber, der går under navnet Saduni SM, med et kamera i hånden opsøgte personen den tidligere fodboldstjerne.

Nu undskylder den tidligere Barcelona-spiller for sin voldelige adfærd i et Twitter-opslag.

"Efter kampen mellem Brasilien og Sydkorea var jeg indblandet i et voldeligt skænderi med en person, der formentlig var fan af Algeriet," skriver han blandt andet i opslaget.

"Jeg vil gerne undskylde for at iste fatningen og reagere på en måde, der ikke matcher min personlighed. Jeg vil gerne undskylde til offentligheden for den uheldige hændelse."

Ifølge det franske medie RMC blev Eto'o rasende, da youtuberen råbte "Gassama, Gassama" efter ham. Ordene henviser til den gambiske dommer Bakary Gassama, der dømte den afgørende VM-kvalifikationskamp mellem Eto'os Cameroun og Algeriet i foråret. En kamp som Cameroun trak sig sejrsrigt ud af.

Efter kampen blev Gassama beskyldt for at være "købt" af Cameroun.

"Jeg vil fortsætte med at undgå de provokationer, som jeg dagligt bliver mødt med fra algeriske fans. Efter kampen mellem Cameroun og Algeriet har jeg været genstand for mange fornærmelser og beskyldninger om snyd, hvilket der ikke er fundet beviser for. Under VM har dette gjort sig gældende for mange camerounske fans," skriver Samuel Eto'o.

"Til Fennecs-fansene (Algeriets fans, red.) håber jeg, at de finder ro og kommer videre efter det skuffende nederlag."

Han anmeldt Eto'o

Undskyldningen fra Eto'o er dog ikke rettet direkte mod Saduni SM, der under episoden fik ødelagt sit kamera og den tilhørende mikrofon, og han har efterfølgende anmeldt Samuel Eto'o til Qatars politi for materielle skader.

Det skriver RMC.

– Han ødelagde mit kamera og min mikrofon, og han ramte mig her (på hagen, red.). Jeg sidder på politistationen, og jeg stoler på Qatars politi, siger han.

Samuel Eto'o var en af verdens bedste fodboldspillere, da han var aktiv. Han nåede blandt andet at repræsentere FC Barcelona, Inter og Chelsea, mens han spillede 118 landskampe for Cameroun.

Han blev præsident for landets fodboldforbund i december 2021.

Sponsoreret indhold