Laudrup-Dufour forfulgt af onde rygter

Man skal ikke have fulgt Cathrine eller Rasmine Laudrup-Dufour på Instagram i mange minutter for at indse, at de er et ægtepar, der holder utroligt meget af hinanden.
Alligevel har særligt Rasmine Laudrup-Dufour kunnet læse hårde ord om sig selv på nettet, efter hun i 2020 blev præsenteret som dressurdronningen Cathrines nye kærlighed.
- Der blev oprettet tråde på sladderplatformen Reddit, som kun handlede om Rasmine og mig. Folk kaldte hende en golddigger, som havde ødelagt Katrines (ekskæresten, red.) og mit forhold. De skrev, at hun kun var blevet lesbisk, fordi hun var ude efter mine penge og min gård. De kaldte hendes gode humør for falsk. De hånede hende, når hun red stævner og fik fejl. De gjorde grin med hendes tøj og kommenterede hendes vægt, skriver Cathrine i sin nye bog, "Passage", som udkom tidligere i år.
I dag er Instagram en vigtig del af parrets indtægter, men i en periode overvejede Rasmine at lukke sine sociale medier, så hun slap for alle de grimme beskeder, der fulgte.
Problemet eskalerede ved VM i Herning sidste år. Her skrev Cathrine ud til sine fans, at hun først ville skrive autografer, når hun engang var færdig med sine konkurrencer.
Den besked fik følgere til at hidse sig op - og mange mente, at beslutningen var Rasmines, som derfor blev ramt af en shitstorm, der nær havde kostet Cathrine sit fokus under stævnet.
I baghovedet holdt hun fast i de ord, som svigerforældrene Mette og Brian Laudrup havde sagt under en samtale om de svære tider, man går igennem, når den ene part i et ægteskab er sportsstjerne, og den anden er "kvinden bag".
- Husk, at det er jer to mod problemet. I må aldrig vende ryggen til hinanden, det er altid jer to, der skal stå sammen, lød det gode råd, som tilsyneladende hjalp.
For i sidste ende kunne Cathrine ride hjem med både en guld- og en sølvmedalje om halsen.
De medaljer har Cathrine Laudrup-Dufours far ikke set endnu. Far og datter, som ellers var meget tætte gennem mange år, har ikke talt sammen siden 2021, har hun for nylig fortalt.