Sport4. januar 2024

Landstræner bekræfter: De er ikke med

Når Danmark i aften møder Norge i en testkamp forud for EM, bliver det uden flere norske profiler
Mikkel Hansen og co. tester formen i aften mod Norge. 
Mikkel Hansen og co. tester formen i aften mod Norge.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Gøran Søgard Johannessen og Magnus Abelvik Rød bliver ikke klar til testkampen mod Danmark torsdag.

Det bekræfter Norges håndboldlandstræner, Jonas Wille, til TV 2 Norge.

- De kunne nok spille en kamp i dag (torsdag, red.), men målet er, at de skal holde et helt mesterskab og ikke komme hjem til klubberne som vrag. Vi skal bruge hovedet her.

Magnus Abelvik Rød har døjet med en fodskade siden midten af december, og Johannessen har været plaget af en skade i akillessenen.

Der skulle dog være godt nyt til de norske håndboldfans - begge forventes nemlig at blive klar til det kommende EM.

- Det begynder at forsvinde, og jeg begynder at blive klar til mesterskabet. Vi skal ikke risikere noget unødvendigt nu, hvor kampene ikke tæller, som de gør senere på måneden, siger Abelvik Rød til TV 2 Norge.

Danmark og Norge mødes i aften 20.15 i en testkamp inden EM-slutrunden, der starter 10. januar.

Sponsoreret indhold