Sport1. september 2022

Landsholdsstjernen Kasper Dolberg skifter Frankrig ud med Spanien

Turen går fra Nice til Sevilla for den blonde angriber
Kasper Dolberg er ikke kendt for at vise de store følelser, men mon ikke han har trukket lidt på smilebåndet, da han skrev under på en lejeaftale med den spanske klub Sevilla. nbsp;
Kasper Dolberg er ikke kendt for at vise de store følelser, men mon ikke han har trukket lidt på smilebåndet, da han skrev under på en lejeaftale med den spanske klub Sevilla.
 Foto: Mikael Rieck

Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg skifter fra franske Nice til spanske Sevilla.

Det skriver den spanske klub på sin hjemmeside torsdag formiddag og bekræfter, at der er tale om en etårig lejeaftale med købsoption.

24-årige Dolberg har de seneste tre sæsoner spillet i Nice, som han kom til i 2019 fra hollandske Ajax.

Han var netop blevet holdkammerat med landsmanden Kasper Schmeichel i Nice, men rykker nu videre i karrieren. I Sevilla bliver han til gengæld holdkammerat med Thomas Delaney.

Sevilla blev i sidste sæson nummer fire i La Liga og spiller derfor Champions League i efteråret. Her er holdet havnet i gruppe med Manchester City, Dortmund og FC København.

Dolberg står noteret for 24 mål i 85 kampe for Nice, som han har kontrakt med frem til sommeren 2024.

Han har været fast mand i det meste af sine tre sæsoner i den franske klub, men gled i sidste sæson lidt ud af startopstillingen.

I denne sæson har han endnu ikke fået officielle minutter, efter at han i juni blev skulderskadet, mens han var samlet med resten af det danske landshold.

Dolberg kom til Ajax fra Silkeborg IF i sommeren 2015 og fik et år senere sit gennembrud på førsteholdet, hvor det blev til 45 scoringer i 119 kampe, inden han blev solgt til Nice.

På landsholdet har Dolberg bidraget med 35 kampe og 10 mål siden debuten i 2016.

Sponsoreret indhold