Sport30. juli 2023 (opd. 30. juli 2023)

Landsholdsspiller skriver fodboldhistorie: Spillede med hijab

Nouhaila Benzina har brudt en ny barriere inden for elitesporten
Sådan er en kvindelig fodboldspiller på højt niveau aldrig blevet set spille før.
Sådan er en kvindelig fodboldspiller på højt niveau aldrig blevet set spille før.
 Foto: James Elsby/AP/Ritzau Scanpix

Marokkos landsholdsspiller Nouhaila Benzina skrev søndag fodboldhistorie, da hun som den første spillede en VM-kamp iført hijab.

Den 25-årige forsvarsspiller startede inde, da Marokko slog Sydkorea med 1-0 ved det igangværende VM i Australien og New Zealand.

Benzina bar hijabben fra top til tå. Hun var således tildækket af en hvid hijab på det meste af kroppen bortset fra ansigt og hænder, da Marokko tog holdets første sejr ved en VM-slutrunde.

Nouhaila Benzina var ikke på banen, da Marokko for få dage siden indledte VM med et nederlag på 0-6 til Tyskland.

Ibtissam Jraïdi blev matchvinder mod Sydkorea med en scoring efter blot seks minutter.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) havde frem til 2014 et forbud mod religiøse hovedbeklædninger, men forbuddet blev droppet efter flere protester fra muslimske lande.

Marokko skal i holdets sidste kamp op imod Colombia, hvor holdet skal forsøge at spille sig videre til knockoutfasen.

Sponsoreret indhold