Landsholdet er udtaget: Mathias Kvistgaarden kan få debut

Den 23-årige angriber Mathias Kvistgaarden har spillet en stor sæson i Brøndby, og det bliver han nu belønnet for.
Mandag blev han nemlig udtaget til det danske landshold for første gang i sin karriere.
Dermed kan han få debut i rødt og hvidt, når Brian Riemers tropper spiller testkampe mod Nordirland og Litauen i juni.
I løbet af sæsonen har Mathias Kvistgaarden scoret 17 mål i 29 superliga-optrædener for Brøndby og står på tærsklen til et udlandsskifte.
I landsholdstruppen får han selskab af andre unge superliga-kometer. FC Nordsjællands Lucas Høgsberg og FC Københavns Victor Froholdt skal ligesom ved den seneste landsholdssamling med i landsholdslejren.
Victor Froholdt fik debut mod Portugal i Nations League, mens Lucas Høgsberg endnu har sin debut til gode. Det samme gør sig gældende for Ajax-spilleren Anton Gaaei.
Derudover har Brian Riemer holdt fast i sin stamme af erfarne spillere. Blandt andre er Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg udtaget.
Den samlede trup til kampene 7. juni og 10. juni ser således ud:
Målmænd: Kasper Schmeichel, Filip Jørgensen, Oliver Christensen.
Forsvarsspillere: Joachim Andersen, Jannik Vestergaard, Lucas Høgsberg, Joakim Mæhle, Rasmus Nissen Kristensen, Patrick Dorgu, Anton Gaaei.
Midtbanespillere: Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Christian Nørgaard, Victor Froholdt, Matt O’Riley, Mikkel Damsgaard.
Angribere: Rasmus Højlund, Mika Biereth, Gustav Isaksen, Anders Dreyer, Mathias Kvistgaarden.