Sport8. december 2022

Kyrie Irving i krig med Nike: Fjerner logo fra sko

Basketball-stjernen Kyrie Irving sendte et klart signal i nattens NBA-kamp
Basketball-stjernen Kyrie Irving er blevet droppet af Nike. Nu giver han igen. 
Basketball-stjernen Kyrie Irving er blevet droppet af Nike. Nu giver han igen.
 Foto: Eduardo Munoz Avarez/AP/Ritzau Scanpix

Kæmpe sponsoraftaler, flere signatursko og reklamekampagner.

Basketball-stjernen Kyrie Irving og sportsbrandet Nike har siden 2011 haft et yderst frugtbart samarbejde kørende.

I 2014 lancerede de sammen stjernens første signatursko, som hurtigt blev en af de mest populære på markedet.

Nu, otte år senere, har Nike valgt at droppe samarbejdet med NBA-stjernen.

Det sker efter, at Kyrie Irving i starten af november delte og promoverende en antisemitisk film på sociale medier.

Noget, der derudover fik stjernen suspenderet i hans klub Brooklyn Nets.

Den tidligere NBA-mesters agent, Shetellia Riley, fortalte efterfølgende, at bruddet med Nike var gensidigt.

- Begge parter har valgt at stoppe samarbejdet. Vi ønsker Nike det bedste i fremtiden, sagde Riley ifølge CNN.

Den pæne udtalelse til trods, så kan det kan dog godt virke til, at stemningen mellem de to parter ikke er helt så fin alligevel.

I hvert fald gik Kyrie Irving natten til torsdag på banen til kampen mod Charlotte Hornets med et markant symbolsk signal på hans sko.

Nike-logoet var nemlig tapet over, og i stedet skrevet 'I AM FREE' og 'LOGO HERE' på skoene.

En åbenlys hentydning til Nikes beslutning om at droppe sponsoraftalen.

Selv har Kyrie Irving ikke udtalt sig om budskabet endnu, men forholdet de to parter imellem synes ganske koldt.

Irving og Nets vandt nattens opgør mod Charlotte Hornets.

Irving blev kampens topscorer med 33 point.

Sponsoreret indhold