Sport12. april 2023

Kvindelandshold i pinlig flag-bommert i Sverige

Det norske og det svenske kvindelandshold i fodbold dummede sig en smule, da de ville hylde Ukraine tirsdag aften
Kan du spotte fejlen? 
Kan du spotte fejlen?
 Foto: Ritzau Scanpix

Det kan godt være, det var med gode intentioner, men det gik alligevel helt galt, da Sveriges og Norges kvindelandshold ville hylde Ukraine i forbindelse med deres venskabsskab tirsdag aften.

Her kom spillerne nemlig til at vende flaget forkert, da de inden kampen stimlede sammen og stod arm-i-arm i en hyldest for det krigsramte land.

Det skriver Expressen, som desuden kalder episoden for "pinlig".

Det ukrainske flag er som bekendt gult forneden og blåt foroven, men det svenske og norske kvindelandshold kom simpelthen til at vende det på hovedet.

Også Aftonbladet har skrevet om brøleren, og de var endda så brutale at håne spillerne for den, skriver Ekstra Bladet.

Det svenske medie valgte nemlig tirsdag aften at vende deres overskrift på hovedet, ligesom spillerne gjorde med det ukrainske flag.

Til de interessede kan det nævnes, at det trods flag-bommerten blev en målrig affære mellem Norge og Sverige.

Kampen endte nemlig 3-3 efter en lidt kedelig første halvleg, hvor der kun blev scoret en enkelt kasse.

Sponsoreret indhold