Sport24. juli 2023

Kritik af Jonas Vingegaard skaber vrede: Det er uretfærdigt

Den engelske avis The Guardian har gjort læserne forargede med sin heftige kritik af den danske Tour de France-vinder
Vingegaard og Jumbo-Visma får en hård medfart trods Tour-sejr for andet år i træk.
Vingegaard og Jumbo-Visma får en hård medfart trods Tour-sejr for andet år i træk.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den engelske avis The Guardian er ude med kras kritik af den danske Tour-vinder, men læserne finder sig ikke i analysen af Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma.

Under overskriften: "Tour de France-vinder Jonas Vingegaard formår ikke at vinde folkets gunst", bliver der ikke lagt fingre imellem, når det kommer til analysen af Jonas Vingegaards person i dagens udgave af The Guardian.

Her indleder journalisten artiklen med at konkludere, at Jonas Vingegaard mangler både den "varme, charme og menneskelighed, der skal til for at fange de franske cykelfans".

"Som en fodboldspillende skoledreng, var han for nervøs til at tackle og efterlader værtsnationen kold. Derhjemme (Danmark red.) er han en superhelt, i Frankrig er han fortsat en gåde", skriver journalisten Jeremt Whittle.

"I mangel på træning og mangel på udholdenhed var Alperne grusomme mod Pogacar, men alligevel blev han nummer to. Pogacar vandt lige så mange fans i nederlaget, som Vingegaard gjorde i sejren", konkluderer journalisten om Vingeaards direkte modstander.

Derudover kalder han Jumbo Vismas-holdet for: "upopulært med en tilbagetrukket ledelse og en teamleder, der kommer til at virke som en udstoppet skjorte".

Dybt uenige

På Facebook får artiklen dog hård kritik i kommentarsporet. Her har hundredevis af brugere erklæret sig direkte uenige i kritikken af Jonas Vingegaard, hvor de forklarer, at han netop har cyklet sig ind i deres hjerter.

- Latterlig overskrift.. en stille familiefyr, der bare tilfældigvis er genert. Typisk for medierne for at prøve at tage noget væk fra en strålende sejr, skriver brugeren Jackie Jones.

- Det er en virkelig uretfærdig overskrift. Ikke alle kan være en udadvendt publikumsbehager, han kørte et strålende løb, lyder det fra Kerry Cowburn-Evert.

- Det er dejligt at se så mange mennesker komme her for at tale positivt om ham, som de burde. Enhver der sætter pris på cykling vil genkende, hvilken stor cykelrytter Jonas er. Jeg hader denne Guardian-artikel – i stedet for at rose en fremragende sportsmands fantastiske præstation, så lad os i stedet kritisere ham, fordi han er introvert. Desværre lever vi i en verden, hvor introverte menneskers præstationer er undervurderet, mener brugeren Jem Sweet.

Onsdag skal Jonas Vingegaard hyldes på Københavns Rådhus og i Tivoli.

Den helt store fejringsplan bliver skudt i gang onsdag klokken 11.30, hvor Jonas Vingegaard kører i bil fra Københavns Lufthavn til Rådhuspladsen.

Klokken 13.40 træder den unge cykelrytter ud på balkonen, hvor alle kan møde op for at hylde og hædre manden i den gule trøje.

Når rådhuspandekagerne er spist, går turen videre til Tivoli, hvor festlighederne ventes at begynde kl. 16.00.

Sponsoreret indhold