
Kræver 100.000 af tidligere Superliga-profil: Pep Biel hevet i retten

LÆS OGSÅ: Vender han hjem? Dansk profil køber vild Frederiksberg-lejlighed
Det er efterhånden mere end tre år siden, at Pep Biel forlod Danmark, da FC København solgte ham til græske Olympiacos.
Men den offensive midtbanespiller har tilsyneladende ikke kappet alle bånd til Danmark.
I hvert fald mener et udlejningsfirma i København, at Pep Biel skylder dem lige knap 100.000 kroner, som han ikke har afregnet, da han fraflyttede lejemålet.
Det fremgår af Statstidende.
Beløbet består blandt andet af 73.986,60 kroner for en flytteafregningen, mens resten er renter og inkassogebyrer.
Virksomheden har derfor via en advokat rettet henvendelse til Retten på Frederiksberg.
29-årige Pep Biel har nu 14 dage til at reagere og give skriftlig besked til fogedretten på Frederiksberg, hvis han ikke mener, at han skylder beløbet.
- Hvis skyldner ikke rettidigt kommer med indsigelser, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning herom, og betalingspåkravet har herefter samme bindende virkning som en dom, lyder det i Statstidende, hvor meddelelsen er blevet offentliggjort, fordi man ikke er bekendte med fodboldspillerens nuværende adresse.
SE og HØR har været i kontakt med udlejningsselskabet, som ikke ønsker at kommentere.
- Vi kommenterer af princip ikke på lejere eller deres forhold, lyder det i en mail til SE og HØR.
SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Pep Biel, men det har endnu ikke været muligt.
Den offensive midtbanespiller bor i dag i USA, hvor han tørner ud for Major League Soccer-klubben Charlotte FC, som netop har købt ham fri af græske Olympiacos efter et succesfuldt lejeophold.
Pep Biel skiftede til FC København i 2019 og spillede for den danske Superliga-klub frem til 2022, hvor han blev solgt til den græske storklub.
