Sport19. juli 2023

Kostede næsten karrieren: Da Jonas Vingegaard styrtede og fik forfærdelig skade

Lige nu overstråler den danske Tour-stjerne dem alle, men for seks år siden kunne karrieren have været forbi
Jonas Vingegaard sidder solidt på førstepladsen i Tour de France efter sejren på 16. etape. 
Jonas Vingegaard sidder solidt på førstepladsen i Tour de France efter sejren på 16. etape.
 Foto: Ritzau Scanpix

Han er på alles læber efter den historiske magtdemonstration på gårsdagens enkeltstart.

Her smadrede Jonas Vingegaard alle konkurrenter, ikke mindst hans nemesis Tadej Pogacar, som han kørte intet mindre end et minut og 38 sekunder hurtigere end på de 22 kilometer.

Med etapesejren ligger den danske stjerne nu lunt i svinget til at vinde Tour de France for andet år i træk.

Virkeligheden kunne dog have set noget anderledes ud for 26-årige Vingegaard.

Tilbage i 2017 kørte han som 20-årig for det danske hold coloQuick-CULT, da holdet kørte Tour des Fjords i Norge.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-07-19/20171207-110552-l-1920x1436we.jpg
En ung Jonas Vingegaard, inden han landede det store skifte til Jumbo-Visma.
 Foto: Scanpix Denmark

På fjerde etape fra Stavanger til Sandnes røg den vævre thybo en tur i asfalten og blev ganske medtaget. Styrtet resulterede i et brækket lårben og en efterfølgende operation. Skaden var så slem, at Vingegaard måtte ligge på langs i fem måneder, og der var tvivl om, hvorvidt benet ville kunne holde til en karriere som professionel cykelrytter.

Hillerslev-knægten ville det dog anderledes, og under et år senere var han tilbage på cyklen.

– Jeg tænkte bare, at det var noget lort. Nu er sæsonen fuldstændig ødelagt – skaden var så slem, at det ville tage rigtig lang tid at komme ovenpå igen, udtalte han til TV Midtvest, da han ni måneder senere formåede at sætte sig på cyklen igen.

Allerede i comebackåret viste Vingegaard dog, at talentet var enormt, og at benet fungerede fint. Han gjorde for alvor sig selv bemærket, da han på en træningslejr slog tidsrekorden på det spanske bjerg Coll de Rates.

Samme måned viste Jumbo-Visma interesse i danskeren, og året efter skiftede han til det hollandske storhold.

Siden da har den rolige thybo ikke set sig tilbage, og om fire dage kan han muligvis kalde sig dobbelt vinder af verdens største cykelløb.

Sponsoreret indhold