Kolleger hylder Chris Anker Sørensen på hans fødselsdag

For knap fire år siden blev Danmark ramt af landesorg, da Chris Anker Sørensen på tragisk vis mistede livet på en cykeltur i Belgien.
Men selv om han er borte, er han langtfra glemt.
Det kan man blandt andet se på den tidligere kollega Dennis Ritters Instagram-profil.
Cykelkommentatoren nåede at arbejde sammen med Chris Anker Sørensen i flere år, efter at Sørensen indstillede sin karriere.
I dag ville Chris Anker Sørensen være fyldt 41 år, og Ritter og resten af TV 2 Sport fejrer det tilsyneladende med snøfler og gifler samt en udskrevet tale fra 2021, hvor æresprisen på sportsredaktionen ekstraordinært blev givet til den afdøde rytter.
- Tillykke, Chris. Fra din gamle arbejdsplads på TV 2 Sport, skriver Dennis ritter i en story.
Også Rasmus Staghøj, der ligeledes arbejdede sammen med Chris Anker Sørensen i kommentatorboksen, sender en hilsen til Oksen fra Hammel.
- Tillykke med fødselsdagen, min ven. Ingen kunne kigge så sultens på en kage som dig. Vi ses, skriver Staghøj til et billede af sin tidligere kollega.
Chris Anker Sørensen døde 19. september, da han med sin arbejdsplads var i Belgien for at dække verdensmesterskabet i cykling.
Her ville han selv trille en tur, men blev påkørt af en bil og døde senere af sine kvæstelser.
Han efterlod sig sin hustru og deres to døtre.