Sport1. marts 2023

Kobe Bryant familie får 29 millioner dollar for delte ulykkesbilleder

Amtet i Los Angeles har accepteret at betale omkring 200 millioner kroner, efter at brandvæsenet og politi delte billeder af de omkomnes jordiske rester
Kobe Bryant gik bort 26. januar 2020 i et helikopterstyrt. Med ham var hans 13-årige datter, der også mistede livet.
Kobe Bryant gik bort 26. januar 2020 i et helikopterstyrt. Med ham var hans 13-årige datter, der også mistede livet.
 Foto: Mark Ralston/AFP/Ritzau Scanpix

Amtet i Los Angeles indgår et forlig på 29 millioner dollar med familien til den afdøde basketballspiller Kobe Bryant.

Det viser retsdokumenter ifølge avisen The New York Times.

Beløbet svarer til omtrent 200 millioner kroner.

Kobe Bryant og den ene af hans fire døtre døde i et helikopterstyrt i januar 2020. Syv andre omkom i helikopterstyrtet.

Helikopteren forulykkede på en bjergside i Los Angeles, efter at piloten mistede orienteringen i det dårlige vejr.

Efterfølgende kom det frem, at ansatte i amtets brandvæsen og politi havde delt billeder af de omkomnes jordiske rester med hinanden.

Kobe Bryants enke, Vanessa Bryant, sagsøgte derefter amtet for uagtsomhed og krænkelse af privatlivets fred.

Kobe Bryant blev 41 år og datteren Gianna Bryant 13 år.

Beløbet på 29 millioner dollar er inklusive de 15 millioner dollar, hans efterladte tidligere er blevet tildelt i sagen.

Vanessa Bryant har tidligere sagt, at hun lider følelsesmæssig overlast, fordi både politi og brandvæsen tog billeder af ulykken, som de senere delte med hinanden. Billeddelingen skete blandt andet under et besøg på en bar.

En betjent har erkendt, at han har delt billeder med en kollega.

Vanessa Bryants advokater har hævdet, at de uhyggelige billeder blev taget som "souvenirs" af det første redningspersonale, der kom til stedet.

Men de havde ifølge advokaterne ingen grund til at tage billederne.

Advokaterne fra Los Angeles' distrikt anfægtede ikke, at billederne findes, men siger, at de aldrig er blevet offentliggjort og nu er slettet.

Kobe Bryant er bredt anerkendt som en af de største stjerner i basketball nogensinde. Han har vundet NBA fem gange i sin karriere, der startede i 1996.

Bryant indstillede karrieren i 2016. I to årtier spillede han i Los Angeles Lakers.

Sponsoreret indhold