Sport3. juni 2025

Klay Thompson i sorg: Har mistet sin elskede hund Rocco

Efter 13 år sammen har basketballstjernen sagt farvel til hunden, som har taget turen til hundehimlen
Dallas Mavericks-stjernen Klay Thompson har mistet sin elskede hund Rocco.
Dallas Mavericks-stjernen Klay Thompson har mistet sin elskede hund Rocco.
 Foto: Matt Slocum/AP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Se billedet: Stjernepar er blevet gift

Hvor end Klay Thompson, 35, befandt sig, var bulldoggen Rocco oftest også at finde.

Men sådan er det desværre ikke længere.

Dallas Mavericks-stjernens hund er nemlig død.

Det fortæller Klay Thompson på Instagram.

- Jeg kommer til at savne Rocco meget. 13 glorværdige år sammen med min dreng. Jeg ved, at han er i hundehimlen i gang med at lege med nogles basketball.

- En god dynasti-hund. Tak for alle jeres søde beskeder. Alle hund kommer i himlen!

Til opslaget har Klay Thompson delt en række dejlige billeder af ham og Rocco.

NBA-fans verden over lærte også Rocco rigtig godt at kende.

Bulldoggen var nærmest altid ved Thompsons side, og var også den, der støttede NBA-stjernen, når alt ikke gik som det skulle.

- Rocco er min søn. Han har altid været der. Han er min bedste ven.

- Jeg elsker ham uendeligt, og han elsker mig lige så højt, har Klay Thompson tidligere sagt om Rocco.

På Instagram har en lang række stjerner sendt kærlighed til Klay Thompson i denne svære tid.

- Hvil i fred, legende, skriver G-Eazy, hvilket er nogenlunde samme besked som golfstjernen Min Woo Lee skriver.

- Længe leve Rocco, lyder det fra holdkammeraten Dereck Lively, ligesom en række andre NBA-stjerner også har sendt tanker til Thompson.

- Hvil i fred, Rocco. Du vil virkelig være savnet. Når de bygger en statue af Klay ved Chase (Center, red.), bør de også tilføje Rocco.

Sidste kommentar henviser selvfølgelig til Klay Thompsons legendariske tid hos Golden State Warriors, som har hjemmebane i Chase Center.

Fra 2011 – 2024 spillede Klay Thompson for Golden State Warriors, hvor det blandt andet blev til fire NBA-mesterskaber og fem gange udtagelser til NBA All-Star-holdet.

Sponsoreret indhold