Sport7. marts 2024

Katrine Lunde er udskrevet efter ildebefindende

Katrine Lunde har det godt igen, efter at hun fik det skidt i kamp for Vipers og blev kørt på hospitalet
Katrine Lunde er ved godt mod efter gårsdagens dramatiske hændelse. 
Katrine Lunde er ved godt mod efter gårsdagens dramatiske hændelse.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den mangeårige norske målmandsstjerne Katrine Lunde har det godt, efter at hun onsdag aften fik et ildebefindende, da hendes klub, Vipers, mødte Romerike Ravens i den norske liga.

Den 43-årige Lunde fik det skidt 21 minutter inde i kampen og måtte støtte sig til stolpen, inden hun satte sig ned og blev tilset af tililende læger.

Hun blev efterfølgende kørt på hospitalet til undersøgelser og allerede senere på aftenen kunne hun komme hjem.

- Hun kom hjem i går aftes (onsdag, red), og alt er fint med Katrine. Hun tager et par rolige dage. Klubben kommer med en opdatering på et senere tidspunkt, skriver Vipers på sin hjemmeside torsdag.

Ifølge holdets fysioterapeut, Trond Solvang, var det formentlig et fald i Lundes blodtryk, der førte til hendes ildebefindende.

Selv uden Lunde i resten af kampene vandt Vipers med 33-27. Det var holdets 20. ligasejr i træk.

Lunde, som er en af verdens mest vindende håndboldspillere, var aktiv i Danmark fra 2004 til 2010, hvor hun spillede for Aalborg DH og Viborg HK.

Hun har siden 2017 spillet for Vipers, der de seneste tre sæsoner har vundet kvindernes Champions League. I alt syv gange har hun været med til at vinde Champions League.

Lunde har sammen med det norske landshold været med til at vinde EM seks gange, VM to gange og OL to gange.

Sponsoreret indhold