Kasper Schmeichel efter nederlag: - Jeg kan tage alle mål

Danmark tabte 0-2 til Nordirland efter en skuffende præstation i Belfast mandag aften.
Ved 0-1-scoringen kom Kasper Schmeichel i fokus, da afslutningen fra Isaac Price smuttede ind under målmandens arme. Bolden lå ellers i målmandens hjørne, men Schmeichel nåede ikke derned.
Det blev han forholdt efter kampen af TV2.
- Jeg kan tage alle mål. Jeg tror aldrig, at jeg har lukket et mål ind i hele min karriere, hvor jeg ikke har kigget tilbage og sagt, at den kunne jeg redde, forklarede Schmeichel og uddybede:
- Hvis den gik i det lange hjørne, var der ingen, der havde sagt noget, men det er livet som målmand. En gang imellem går der mål ind. Det kan du ikke altid stoppe, og det er, som det er.
Kasper Schmeichel var som resten af landsholdet skuffet over den måde, som landsholdet lukkede kvalifikationen på, trods en førsteplads i puljen.
- Det er en rigtig skuffende måde at lukke på. Det har været en besværlig kvalifikation, men der er kun én ting, der tæller, og det er, at vi kommer til Tyskland, siger Kasper Schmeichel.
Nederlaget til Nordirland lukker og slukker dermed for EM-kvalifikationen og landsholdsåret. Danmark kan heldigvis lune sig ved, at EM-kvalifikationen blev sikret fredag med sejren over Slovenien.