Sport16. maj 2024

Kasper Hjulmand bekræfter: Mohamed Daramy misser EM

22-årige Mohamed Daramy kommer ikke med Danmark EM i Tyskland på grund af en skade.
Mohamed Daramy kommer ikke med Danmark til EM. Offensivspilleren er fortsat plaget af den skade, han pådrog sig i landskampen mod Færøerne i marts og er ikke aktuel til slutrunden i Tyskland.
Mohamed Daramy kommer ikke med Danmark til EM. Offensivspilleren er fortsat plaget af den skade, han pådrog sig i landskampen mod Færøerne i marts og er ikke aktuel til slutrunden i Tyskland.
 Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Mohamed Daramy kommer ikke med Danmark til EM.

Offensivspilleren er fortsat plaget af den skade, han pådrog sig i landskampen mod Færøerne i marts og er ikke aktuel til slutrunden i Tyskland.

Det bekræfter landstræner Kasper Hjulmand over for fodboldmediet Bold.

- "Mo" er den første og forhåbentligt den sidste, vi desværre ikke får med til EM-slutrunden.

- Vi er utrolig kede af det på hans vegne. Men det er desværre definitivt. Han bliver ikke klar til EM, siger Kasper Hjulmand.

22-årige Daramy har slet ikke været på banen for sit franske klubhold Reims, siden han ramlede ind i en stolpe i testkampen mod Færøerne på Brøndby Stadion.

Daramy blev indskiftet og scorede sit første mål for A-landsholdet i 2-0-sejren, men måtte ikke lang tid derefter hjælpes fra banen efter sit uheld.

Landskampen var den tidligere FC København-profils optræden nummer ti for nationalmandskabet, som han debuterede for i 2021.

Han har langtfra været en fast del af Kasper Hjulmands hold, men var spået gode chancer for at komme med i truppen til EM. Især efter Uefa har givet landstrænerne lov at tage 26 spillere med i stedet for oprindeligt 23 spillere.

Daramy havde scoret fem mål og lavet seks assister for Reims i 27 kampe inden sin skade.

Kasper Hjulmand skal udtage sin EM-trup senest 7. juni. To dage forinden spiller holdet testkamp mod Sverige i Parken. 8. juni gælder det generalprøven mod Norge i Brøndby.

Ved EM er Danmark i indledende gruppe med Slovenien, England og Serbien, som man møder i den rækkefølge.

Sponsoreret indhold