Kæresten blev dræbt af en spritbilist i 2019: Nu er Chris Smith død i en alder af 31 år

I en alder af blot 31 år er Chris Smith gået bort.
Det bekræfter Chris Smiths gamle high school West Rowan på deres Twitter.
- Hvil i fred til en West Rowan-legende. Chris var en bedre person end en spiller. Indflydelsen som han havde på folk omkring sig, vil blive husket for evigt.
Dødsårsagen er endnu ikke kommet frem, men det er desværre ikke første tragedie som rammer Chris Smiths familie.
I september 2019 blev Chris Smiths kæreste, Petara Cordero, dræbt af en spritbilist – blot en måned efter, at hun havde født datteren Haven Harris Smith og under et år inden, at parret skulle giftes.
Nu har parrets tre børn på tragisk vis mistet begge deres forældre.
I 2014 blev Chris Smith draftet af NFL-holdet Jacksonville Jaguars, og han nåede også at være på kontrakt hos Cincinnati Bengals, Cleveland Browns, Carolina Panthers, Las Vegas Raiders, Baltimore Ravens og Houston Texans, inden han stoppede karrieren i NFL.
Sidste år skrev han under med XFL-holdet Seattle Sea Dragons, og han havde få timer inden sin død været i aktion for Seattle Sea Dragons.
XFL ejes blandt andet af Dwayne ”The Rock” Johnson og er en langt mindre udgave af NFL.