Sport13. september 2023

Kæmpe skuffelse: Viktor Axelsen er færdig ved Hong Kong Open

Den danske stjerne er ude efter første kamp
Viktor Axelsen er ude allerede i første runde af Hong Kong Open. 
Viktor Axelsen er ude allerede i første runde af Hong Kong Open.
 Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen er overraskende ude af badmintonturneringen Hong Kong Open efter blot én kamp.

Tre dage efter, at han vandt China Open og dermed tog en af karrierens største sejre, kom den 29-årige fynbo eftertrykkeligt ned på jorden.

Den upåagtede taiwaner Lee Chia Hao, der blot er nummer 37 på verdensranglisten, slog den danske verdensetter klart i to sæt med cifrene 21-16 og 21-10.

- Jeg tabte til en bedre spiller i dag, skriver Viktor Axelsen på X.

- Jeg tror, at min krop siger til mig, at jeg skal tage et par fridage, så jeg vil lade krop og sind få nogle dages pause, inden jeg vender tilbage, lyder det.

Alt så ellers ud til at gå efter planen, da Axelsen i første sæt førte 11-9 og 12-10. Men så vandt taiwaneren fem bolde i træk og overtog styringen af sættet, som han siden afgjorde til 21-16 på sin første sætbold.

I andet sæt gik det helt galt for Axelsen, som kun fulgte med til 5-5. Især efter midtvejspausen ved stillingen 7-11 tabte danskeren tråden og vandt kun yderligere tre dueller i kampen.

Dermed blev Axelsen den eneste af fire danske herresinglespillere, der måtte lade livet i første runde. De tre øvrige, Magnus Johannesen, Anders Antonsen og Rasmus Gemke er alle videre og skal på banen igen torsdag.

Hong Kong Open er en Super 500-turnering, hvilket svarer til fjerde niveau på World Touren.

Sponsoreret indhold