Sport17. maj 2024 (opd. 17. maj 2024)

Juventus fyrer deres cheftræner Massimiliano Allegri

De har lige vundet en pokal, og nu siger de farvel til træneren bag

En dugfrisk titel til pokalskabet freder ikke en træner fra fyring. Slet ikke hvis trænerens opførsel på vejen til triumfen ikke harmonerer med klubbens værdier.

Det må Massimiliano Allegri sande. To dage efter at have ført holdet til sejr over Atalanta i den italienske pokalfinale har Juventus-ledelsen smidt ham på porten. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Af meddelelsen fremgår det, at fyringen sker på baggrund af trænerens opførsel under og efter kampen.

I tillægstiden blev Allegri bortvist af dommeren, og scenerne fra episoden er gået viralt. En hidsig Allegri flåede jakke og slips af og råbte og skreg på vej væk fra banen, mens han knappede sin skjorte på.

- Fyringen sker på baggrund af adfærden under og efter Coppa Italia-finalen. Klubben anser den for uforenelig med Juventus' værdier og den adfærd, som de, der repræsenterer klubben, burde have, skriver Juventus på sin hjemmeside.

Massimiliano Allegri har ellers fejret mange triumfer med Juventus de seneste ti år.

Han kom til klubben fra AC Milan i 2014 og sikrede Juventus det italienske mesterskab fem år i træk frem til 2019. Det blev også til fire pokaltitler i perioden to finaledeltagelser i Champions League.

Efter mesterskabet i 2019 trak han dog stikket og holdt en pause fra trænerjobbet.

Juventus vandt også mesterskabet den følgende sæson, men derfra gik det ned ad bakke for Italiens mest vindende klub.

Sæsonen 2020/21 blev en gedigen skuffelse, og en fjerdeplads i Serie A kostede træner Andrea Pirlo jobbet.

Man lokkede Allegri tilbage i den manege, hvor han havde vadet i succes tidligere, men hans tilbagevenden har kunnet genrejse Juventus.

En fjerde- og syvendeplads i de to foregående sæsoner har været voldsomt skuffende. Pokaltriumfen onsdag blev hans eneste titel efter returen til klubben.

Sponsoreret indhold