Journalister i diskussion: TV 2-profilen Thomas Kristensen sammenlignede fodboldspiller med King Kong
Søndag spillede Romelu Lukaku og resten af det belgiske mandskab mod Marokko ved VM.
En kamp, Belgien endte med at tabe med 2-0.
Kampen blev vist på TV 2 med Thomas Kristensen og Morten Bruun som kommentatorer.
Undervejs sammenlignede Thomas Kristensen Belgiens angriber Romelu Lukaku med den fiktive filmfigur King Kong.
– Når man ser ham overfor de andre spillere på banen, så ligner det, at King Kong er kommet på banen, sagde han blandt andet.
Noget, der fik journalist på Weekendavisen Asker Hedegaard Boye til at undre sig Twitter.
En undren, som Asker Hedegaard Boye i tråden giver udtryk for handler om, hvorvidt man kan tillade sig at kalde folk, hvad man har lyst til.
Thomas Kristensen har selv svaret på tweetet med en forklaring på, hvad han mente med sammenligningen.
- Da jeg var barn var King Kong et monster, som man blev bange for og intet andet. Så stop nu alle andre vinkler og forsøg på sammenligninger, skriver han.
TV 2-kommentatorens sammenligning går, ifølge ham selv, på, at King Kong er et monster, man bliver bange for.
Asker Hedegaard Boyes tweet har, indtil nu, 20 retweets og 123 kommentarer, hvor folk bredt diskuterer, om en sammenligning mellem fodboldspilleren og den fiktive filmfigur er i orden eller ej.
Diskussionerne går blandt andet på, om det er forkert at sammenligne en mørk person med en abelignende figur.
Andre fodboldspillere er tidligere enten blevet sammenlignet med eller har selv sammenlignet sig med King Kong.
Blandt andre den norske stjerne Erling Braut Haaland, der i The Sun bliver sammenlignet med filmfiguren.
Her beskrev journalisten Piers Morgan i august, hvordan Erling Haaland ville behandle Premier League, som King Kong behandlede Manhattan Skyline.
En anden fodboldstjerne, Zlatan Ibrahimovic, sammenlignede tilbage i 2017 sig selv med King Kong på sin Instagram.