José Mourinho får sin egen Netflix-dokumentar

Nogle ting deler bare vandende. Enten elsker man koriander, eller også synes man, at det smager af sæbe. Der er sjældent nogen, som ikke har en klar holdning til den karakteristiske krydderurt.
Sådan er det også med José Mourinho.
Den portugisiske fodboldtræner har gennem en lang karriere været træner/manager for klubber som FC Porto, Chelsea F.C., Inter, Real Madrid, Manchester United, Tottenham Hotspur og senest AS Roma.
Undervejs har han samlet en farlig masse trofæer, men han er også kommet i vælten for sine ofte opsigtsvækkende udtalelser.
Nu er der så godt nyt til dem, der elsker potugiseren, men måske også dem, der elsker at hade ham. I 2025 udkommer en dokumentar om den 61-årige portugisiske manager på Netflix.
Mourinho, der i starten af 00'erne døbte sig selv 'The Special One', har også selv lagt et billede fra Netflix på Instagram.
Den arbejdsløse manager har da også lidt ekstra tid til at pleje sine sociale medier. Han har snart været klubløs i to måneder, siden han blev fyret i Roma i januar.