Sport10 timer siden

Jorge Costa er død: Fik hjertestop på arbejdet

Tidligere fodboldspiller Jorge Costa er død 53 år. Han var i 2004 anfører, da FC Porto vandt Champions League
Jorge Costa (i midten) er død, efter han fik hjertestop på FC Portos træningsanlæg, hvor han var på arbejde.
Jorge Costa (i midten) er død, efter han fik hjertestop på FC Portos træningsanlæg, hvor han var på arbejde.
 Foto: Ian Hodgson/Reuters/Ritzau Scanpix

Den tidligere FC Porto-anfører og portugisiske landsholdsspiller Jorge Costa er tirsdag død efter et hjertestop.

Han blev 53 år gammel.

Det oplyser Porto i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Jorge Costa fik hjertestop, mens han var på arbejde på Portos træningsanlæg. Siden 2024 har han været direktør for den professionelle fodboldafdeling i den portugisiske fodbold.

Som aktiv spillede Jorge Costa næsten hele sin karriere for Porto fra 1990 til 2005, hvor det blev til 383 kampe.

Forsvarsspilleren var med til at vinde otte portugisiske mesterskaber og løftede pokalen som anfører, da Porto i 2004 overraskende vandt Champions League med José Mourinho som cheftræner.

- Gennem hele sit liv - både på og uden for banen - personificerede Jorge Costa de værdier, der kendetegner FC Porto: dedikation, lederskab, passion og en urokkelig vilje til at vinde, udtaler Porto i meddelelsen.

Jorge Costa spillede også ti år for Portugals landshold og deltog i to slutrunder mellem 1992 og 2002. Det blev til i alt 50 kampe for landsholdet.

Efter spillerkarrieren var Jorge Costa træner i en lang årrække, inden han rykkede ind på ledelsesgangen i Porto.

Han var blandt andet cheftræner for Braga, to græske klubber, indiske Mumbai City og Gabons landshold.

Sponsoreret indhold