Sport14. juli 2023

Jonas Vingegaards forældre indrømmer: - Etapen ligger mere til Pogacar i dag

Uanset om Jonas Vingegaard bliver nummer et eller to er forældrene stolte – men fredag er de ikke blege for at indrømme, at de tror Pogacar vinder etapen
Fredag forventes en stor duel mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar når Grand Colombier venter.
Fredag forventes en stor duel mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar når Grand Colombier venter.
 Foto: Ritzau Scanpix

Grand Colombier danner fredag rammerne om en kæmpe bjergduel mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard.

Blandt bookmakerne er Tadej Pogacar favoritten til at tage etapesejren foran Jonas Vingegaard og spørger man to af de personer som kender den danske Tour de France-vinder bedst, så løber Pogacar også med sejren.

TV 2 har nemlig interviewet Jonas’ forældre, Karina og Claus Vingegaard, som sidder klar på Grand Colombier til at heppe på sønnike når han kører for at forsvare den gule førertrøje.

Karina og Claus Vingegaard er dog ikke blege for at indrømme, at det fredag mere ligner en etapesejr til Tadej Pogacar og ikke Jonas Vingegaard.

- Etapen ligger mere til Pogacar i dag, end den ligger til Jonas, fordi den ikke er hård nok, inden de kommer hertil (Grand Colombier, red.), lyder det fra Claus Vingegaard.

En udtalelse som Karina bakker op om.

Hun mener også, at den på papiret ligger bedre til Pogacar, men vil ikke afvise en sejr til sin søn – men det kommer altså an på ”hvem der har benene”.

Inden etapen fortalte Jonas Vingegaard også i et interview til TV 2, at han også selv ser sig som en underdog.

Ifølge danskeren er Tadej Pogacar nemlig også favoritten i hans øjne.

Her fortalte han, at stigningen som sådan passer ham fint, men dagen ikke passer ham helt perfekt – mest af alt fordi, at han bedst kan lide, når det er hårdt hele dagen og ikke ”let” frem til stigningen.

Inden etapen er Jonas Vingegaard 17 sekunder foran Tadej Pogacar.

Sponsoreret indhold