Sport10. marts 2024 (opd. 10. marts 2024)

Jonas Vingegaard sikrer samlet sejr i italiensk cykelløb

Den danske cykelrytter fejrer stor triumf i Italien med en samlet sejr i Tirreno-Adriatico og viser imponerende styrke ved at vinde to af løbets etaper
Der er ikke meget festfyrværkeri over Jonas Vingegaard - han har i stedet det hele i benene.
Der er ikke meget festfyrværkeri over Jonas Vingegaard - han har i stedet det hele i benene.
 Foto: https://www.seoghoer.dk/sport/jonas-vingegaard-sikrer-samlet-sejr-i-italiensk-cykelloeb

Der var lagt op til en sprinterafgørelse på 7. og sidste etape af cykelløbet Tirreno-Adriatico, hvor danske Jonas Vingegaard blot skulle holde sig på cyklen for at kunne lade sig krone som samlet vinder.

Treks Jonathan Milan var hurtigst på stregen, hvor det lykkedes for Vingegaard at komme igennem uden uheld.

Vingegaards sejr er den anden danske sejr i historien i det italienske etapeløb. Rolf Sørensen har tidligere vundet løbet i både 1987 og 1992.

Visma-danskerens samlede sejr blev til efter to suveræne etapesejre undervejs på 5. og 6. etape, hvor han begge gange satte konkurrenterne til vægs og i ensom majestæt tog etapesejrene.

Juan Ayuso (UAE Emirates) tog andenpladsen i klassementet 1 minut og 24 sekunder efter danskeren, mens australske Jai Hindley (Bora) bliver treer med 1 minut og 52 sekunder op til den dobbelte Tour de France-vinder.

Den sidste halvdel af søndagens rute var pandekageflad, og der var derfor lagt op til et opgør mellem feltets hurtigste, og sådan gik det også.

Et par lykkeriddere forsøgte undervejs på etapen at lave overraskelsen, men sprinterholdene holdt forsøgene i kort snor, og med 15 kilometer til mål var der samling på tropperne.

På den afsluttende kilometer forsøgte Uno-X at snyde sprinterne, da Alexander Kristoff trak bremsen i front og lod holdkammerat Søren Wæhrenskjold glide væk.

Hullet blev skabt, men på de afsluttende meter opslugte Jonathan Milan og de øvrige sultne sprintere Wæhrenskjold.

Milans etapesejr er nummer to i årets udgave af det italienske etapeløb. Alexander Kristoff blev søndag nummer to, mens italienske Davide Cimolai (Movistar) blev treer.

Sponsoreret indhold