Sport22. juli 2022

Jonas Vingegaard får vin fra Château de Cayx

Det var en speciel vin, den danske Tour-stjerne modtog
Prins Joachim ønsker Jonas Vingegaard tillykke.
Prins Joachim ønsker Jonas Vingegaard tillykke.
 Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Hver dag får manden i den gule trøje en buket blomster og en bamse.

Dem har Jonas Vingegaard ind til videre ni af, men efter fredagens etape var der lidt ekstra til den danske cykelstjerne.

Her var prins Joachim nemlig forbi Tour de France og hylde Vingegaard på scenen i den gule trøje.

Efter at have hilst på prinsen fik danskeren i gult en vin fra kongehusets vinslot Château de Cayx, som rytterne tidligere på etapen havde kørt forbi, hvorefter de sluttede i målbyen Cahors.

Men det var ikke fra det danske kongehus, at han fik gaven.

– Det var en engelsk journalist, der gav mig en rødvin fra slottet, som prins Joachim har. Det skulle være deres bedste rødvin, som de selv laver.

– Så det, synes jeg, er en fed gave. Jeg har jo lige mødt dem, så det var en stor ære at møde de kongelige, siger Jonas Vingegaard til TV 2.

– Kniber sig selv i armen

Det var ikke kun danskeren fra Glyngøre, der var begejstret for at hilse på prins Joachim, også prinsen selv var glad for at tale med den næsten kommende Tour-vinder.

– Det her er en af de dage, hvor man kniber sig selv i armen. Vi har fulgt starten, og det var enestående hjemme i Danmark. Så gjorde han (Vingegaard, red.) sig gældende, så kom (Magnus, red.) Cort, og så har han (Vingeaard, red.) lagt linjen, sagde han til TV 2.

I Tour de France mangler der kun den afgørende enkeltstart på lørdag, inden Jonas Vingegaard kan køre paradekørsel til Paris på søndag og blive hyldet som den samlede vinder.

Sponsoreret indhold