Jon Rahm trækker sig med skade før US Open

Den spanske golfstjerne Jon Rahm har lørdag trukket sig fra LIV Golf-turneringen i Houston i USA på grund af en infektion i foden.
Udmeldingen kommer, dagen efter at man på tv-billederne fra turneringen kunne se Rahm i stor smerte på syvende hul i anden runde.
Med skaden er der blevet sået tvivl om Rahms deltagelse i golfmajoren US Open næste uge.
Rahm skal efter planen deltage i et pressemøde forud for turneringen klokken 10.30 lokal tid i delstaten North Carolina tirsdag.
Spanieren opnåede en top ti-placering i tre majorturneringer i 2023, heriblandt US Masters, som han vandt.
Han har dog overordnet set kæmpet med resultaterne siden skiftet til LIV Golf i december.
I år er det blandt andet blevet til en delt 45.-plads i US Masters. Sidste måned klarede han ikke cuttet i majorturneringen PGA Championship.
Rahms sejr i US Open i 2021 var spanierens første majortitel - sidste år sluttede han som nummer ti.
29-årige Rahm er nummer syv på verdensranglisten.
Efter skiftet til LIV Golf kunne Rahm tidligere i år indtage andenpladsen på Forbes' liste over sportens bedst betalte atleter med en forventet indkomst for i år på omkring 1,5 milliarder kroner.