Jødisk U12-fodboldhold opfordret til at blive væk: - Jeg er meget rystet

Det skulle egentlig bare have været en weekend som de fleste andre, hvor klubbens ungdomshold skulle ud og spille en masse kampe til en fodboldturnering.
Men sådan bliver det altså ikke for flere af drengeholdene i den jødiske fodboldklub JIF Hakoah. De er nemlig blevet opfordret af arrangørerne af fodboldturneringen, de skulle have spillet, Brønshøj, til at blive væk, da man angiveligt frygter, at der opstår uro i forbindelse med afholdelsen af turneringen, hvis den jødiske klub dukker op.
Det til stor frustration for klubbens U9-træner Daniel Joel, der er dybt frustreret over, at klubbens fodboldbørn nu må betale prisen for en krig og konflikt, de intet har med at gøre. Det fortæller han i et interview med Ekstra Bladet.
- Jeg er meget rystet. En ting er, at man kan mene om, hvad der sker dernede. En anden ting er at blande en jødisk fodboldklub ind i konflikten og tage små børn ind i det her. Det er en jødisk fodboldklub, som intet har med Israel at gøre.
Daniel Joel er både forælder og træner til klubbens U9-hold, og de må nu blive væk fra turneringen. Det samme må holdets U12-hold.
Flere folketingspolitikere har også reageret på meldingen om den jødiske fodboldklubs "afbud".
Heriblandt Liberal Alliances Alex Vanopslagh.
- Jeg er oprigtigt chokeret. Tænk, at antisemitismen simpelthen er blevet en del af hverdagen i Danmark. En flok 12-årige fodbolddrenge fra den jødiske klub Hakoah kan ikke få lov til at spille fodbold i Brønshøj, fordi aktivister angiveligt vil sabotere kampen. 12-årige drenge! Hvad har de med en konflikt i Mellemøsten – 3.000 kilometer fra Danmark – at gøre?, skriver han på mediet X.