Sport6 timer siden

Joachim Boldsen væltede i kritik efter nutella-reklamer: - Folk syntes, jeg var en dårlig rollemodel

Det skabte stor debat, da håndboldherrerne i slut 00'erne tonede frem på skærmen som blikfang i en række nutellareklamer. Joachim Boldsen husker godt kritikken
Joachim Boldsen forstår ikke, hvorfor han skulle gøres til syndebuk. 
Joachim Boldsen forstår ikke, hvorfor han skulle gøres til syndebuk.
 Foto: Mikael Rieck

- At det tilsyneladende er inden for Joachim Boldsens personlige moralgrænse at få proppet mere Nutella i vores i forvejen overvægtige børn, kan jeg selvfølgelig ikke blande mig i. Men at Dansk Håndbold Forbund har accepteret, at Nutella er officiel sponsor for vores nationale håndboldhold, det hænger simpelthen ikke sammen.

Sådan lød det blandt andet i en klumme i Ekstra Bladet skrevet af Cecilie Beck tilbage i 2008.

Du husker dem godt.

Nutella-reklamerne, hvor Joachim Boldsen, Kasper Søndergaard og de andre håndbolddrenge kværnede smørchokolade i lange baner inden træning.

Det indledende klummecitat er bare et enkelt eksempel på det, der endte med at blive en stor debat både politisk og hjemme i stuerne.

Selv blev Joachim Boldsen lidt ansigtet på kritikken.

Han stod jo, i egne ord, ikke som en græsk gud.

Alligevel forstår han stadig den dag i dag ikke, hvordan han pludselig blev gjort til den helt store skurk, fordi han havde været med i en reklame for en landsholdspartner, som firmaet bag nutellaen, Ferrero, var.

- Den fik jeg en del røg for. Der var mange, der syntes, jeg var en dårlig rollemodel. Jeg røg cigaretter også, men det skulle jeg aldrig høre for. Jeg fik røg for det med nutellaen, og undskyld, men det bliver altså aldrig mit ansvar, om du køber nutella til dit barn. Det må du selv vurdere, fortæller han i SE og HØR podcasten "Af Banen".

Det endte sågar med, at reklamerne blev diskuteret på Christiansborg.

Nogle politikere syntes dengang, at det var grotesk, at håndboldherrerne reklamerede for nutella som morgenmadsprodukt.

Debatten var på mange måder helt ude af proportioner, hvis man spørger Boldsen.

- Er jeg flov over det? Nej. Jeg kunne forstå, hvis det var våben eller sådan noget lignende, men her må det altså være op til forældrene selv, om deres barn skal have nutella, og det ved de også godt.

En palle nutella!

Internt på både klub- og landshold var tonen mere munter, selvom Boldsen også her blev manden, der måtte acceptere, at der blev taget lidt pis på ham i kølvandet på reklamerne.

Men det levede han nu fint med.

Måske fordi, han i virkeligheden var den, der lo sidst.

Eller var han?

- Jeg er også blevet drillet lidt med det, og det er helt fint. Godmodigt drilleri er da hyggeligt. Det betalte så for det og det, for jeg gjorde det jo ikke gratis.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-05-12/Nutella.JPG
Joachim Boldsen på Nutella-glassene.
 Foto: Arkivfoto Ferrero

- En del af aftalen var, at jeg fik en helt palle nutella tilsendt til mit sommerhus. Der kan altså være mange glas nutella på en palle. Problemet var, at der gik et halvt år, før vi kom derop, og udløbsdatoen på nutella er rimelig kort, så jeg måtte kyle en hel palle nutella ud. Det var altså nedtur, griner han.

Du kan lytte til hele podcasten med Joachim Boldsen herunder:

Sponsoreret indhold