Sport26. maj 2025 (opd. 26. maj 2025)

Jesper Lindstrøm færdig i Everton

Den danske kantspiller får ikke vekslet lejeaftalen til et permanent ophold med Premier League-klubben
Efter en sæson uden mål for klubben har Everton valgt ikke at veksle lejeaftale med Jesper Lindstrøm til et permanent ophold.
Efter en sæson uden mål for klubben har Everton valgt ikke at veksle lejeaftale med Jesper Lindstrøm til et permanent ophold.
 Foto: Craig Brough/Reuters/Ritzau Scanpix

Danske Jesper Lindstrøm får ikke vekslet sin lejeaftale med Premier League-klubben Everton til et permanent ophold.

Det skriver den engelske klub på sin hjemmeside.

25-årige Lindstrøm har i den netop overståede sæson været lejet fra italienske Napoli, og det har været et blandet ophold i det engelske.

I starten af sæsonen havde Lindstrøm svært ved at bide sig fast på holdet, men det blev bedre undervejs, da David Moyes overtog trænersædet fra Sean Dyche.

Det sluttede dog skidt for Lindstrøm, der i starten af april blev opereret for brok og ikke har set banen siden, at han i slutningen af marts var i kamp for Danmark.

I alt blev det til 29 optrædener i Everton for danskeren, der ikke kom på måltavlen, men leverede et enkelt oplæg.

Nu går turen så retur til Napoli, der netop har vundet det italienske mesterskab. Lindstrøm skiftede efter et succesfuldt ophold i Eintracht Frankfurt i 2023 til den italienske klub.

Den første sæson i det sydlige Italien bød dog ikke på samme succes. Lindstrøm havde svært ved at bide sig fast på holdet og formåede ikke at finde vej til netmaskerne i sine 22 optrædener.

Lindstrøm har kontrakt med Napoli frem til sommeren 2028.

Sponsoreret indhold