Sport12 timer siden

Jeanette Ottesen går til angreb efter shitstorm: Jeg stod helt alene

Jeanette Ottesen mener ikke, at forlaget Gyldendal hjalp hende tilstrækkeligt, da hun stod i sit livs shitstorm. Gyldendal er ikke enige
Forpremiere på Carla Mickelborgs nye serie.
Jeanette Ottesen kalder forløbet rigtig ærgerligt.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Jeanette Ottesen og hendes forlag Gyldendal er helt uenige om, hvorvidt forlaget havde svømmerens ryg, da hun udgav bogen ’Fri’ i 2021.

Til Eftermiddag på RADIO IIII siger Gyldendals strategi- og kommunikationschef, Niels Overgaard, at forlaget havde hendes ryg.

- Det kan jeg sige med sikker stemme, fordi jeg selv var en af dem, der brugte en del tid på at håndtere det. Både ved at tale med Jeanette og ved at forsvare hende i medierne, siger han

Udtalelserne kommer, efter at Jeanette Ottesen i podcasten ’1000 regrets’ retter en bredside mod Gyldendal for netop ikke at have hendes ryg.

- De stod i hvert fald ikke op for mig på den måde, som jeg selvfølgelig havde ønsket, de ville gøre det. De forholdt sig meget stille, det gjorde de. Det var bare rigtig ærgerligt, fordi det var bare slet overhovedet aldrig nogensinde det, jeg ville, tværtimod, siger Jeanette Ottesen.

- Jeg stod helt alene med det, det gjorde jeg.

Stormen kom sig af, at Jeanette Ottesen, der er Danmarks mest vindende svømmer, fortalte om sin mobning af kollegaen Lotte Friis.

Ottesen skrev om Lotte Friis, at hun er "et klassisk mobbeoffer, for hun gør det ikke nemt for sig selv", og at "hun bare lader det stå til, så hun efterhånden bliver en, man automatisk griner ad."

Det var altså ikke en betegnelse af en tidligere kollega, som Jeanette Ottesen slap særlig godt fra. Lotte Friis sagde om omtalen dengang:

- I dag føler jeg mig mere blottet og stillet til skue for hele Danmark, end jeg nogensinde har prøvet før. Det er MIN historie at fortælle, ikke hendes.

- Jeanette har ved sit behov for at fortælle, hvad hun opfatter som den fulde historie, sørget for, at mine fremtidige børn, kolleger og alle andre for evigt kan læse historien om "mobbeofferet" Lotte.

Niels Overgaard fra Gyldendal fortæller dog, at han respekterer Jeanette Ottesens 'oplevelse'.

- Jeanette har sin oplevelse, og jeg er sikker på, at hun mener det, hun siger. Det, der var dengang, som gjorde stort indtryk på mig, var, at det var et meget voldsomt pres, hun kom ud i. Det var en voldsom mediestorm.

- Så hvis hendes hukommelse fra de dage ikke er 100 procent præcis, så har jeg fuld forståelse for det. Men jeg kan sige, at vi brugte utrolig meget tid og mange kræfter på at håndtere sagen.

Jeanette Ottesen fortæller, at hun fortryder, at hun stolede på folk, hun regnede med, havde sin ryg. Hun har den oplevelse, at hun er træt af at have stolet på Gyldendal. Kan man stole på Gyldendal?

- Ja, selvfølgelig kan man det. Vi står på mål for vores udgivelse. Det, der var ærgerligt med hendes bog, var, at det var 300 sider, hvor hun åbent og ærligt fortæller om et toksisk miljø i elitesport, som hun er vokset op i.

- Der var et par enkelte passager, som blev taget ud af kontekst, og det blev hele historien. Det fik desværre lov til at skygge for en meget vigtig sag, hun havde på hjerte, siger Niels Overgaard, der er strategi- og kommunikationschef.

- Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

- Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

- Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)

Sponsoreret indhold