Sport29. marts 2024 (opd. 30. marts 2024)

Jannik Sinner viser mesterklasse i Miami semifinale

Er ustoppelig i 2024 og bekræfter sin status ved at cruise i finalen ved Miami Open, hvor han håndterede Daniil Medvedev. Med kun ét nederlag i år, kan Sinner tilføje endnu en titel til sin imponerende rekord

Italieneren Jannik Sinner understregede fredag aften dansk tid, at han er sæsonens bedste tennisspiller i årets tre første måneder.

Verdens nummer tre banede sig vej til finalen i Masters 1000-turneringen Miami Open ved at slå verdensranglistens nummer fire, russeren Daniil Medvedev, med cifrene 6-1, 6-2.

I finalen venter Grigor Dimitrov.

Den 32-årige bulgarer har ikke været i top-ti siden 2017, men sendte alligevel turneringens førsteseed, Carlos Alcaraz, ud i kvartfinalen, inden fjerdeseedede Alexander Zverev fik det glatte lag i semifinalen.

Blot 69 minutter varede semifinalen mellem Sinner og Medvedev, hvilket var en stærk kontrast til deres seneste møde i dette års Australian Open-finale, hvor Sinner vendte 0-2 i sæt til sejr efter næsten fire timers tennis.

Sinner dominerede totalt fra start og bragte sig foran med 5-0 i kraft af to servegennembrud.

Medvedev undgik at få et såkaldt æg med reduceringen til 1-5, men Sinner servede derefter sættet hjem med et rent parti efter godt en halv time på banen.

Da Sinner brød til 1-0, lignede det en afgørelse, men Medvedev spillede sig frem til en breakbold, der kunne have givet ham udligning til 2-2.

Men Sinner steppede op og holdt serv til 3-1 og brød så endnu engang til 4-1.

Den 22-årige Sinner spillede på et fortryllende niveau, og Medvedev virkede til tider resignerende.

Sinner har blot tabt en enkelt kamp i 2024, hvor han nu har vundet 21 kampe. Han lagde ud med at vinde sin første grand slam-turnering ved Australian Open og triumferede derefter i Rotterdam. Søndag kan han gøre det samme i Miami.

Sponsoreret indhold