Sport23. november 2023

Jan Ullrich indrømmer endelig: - Jeg dopede mig

Til de færreste cykelfans overraskelse, står den forhenværende stjernerytter Jan Ullrich nu frem og indrømmer brug af doping
En lang række cykelryttere er for længst stået frem og har fortalt om deres brug af doping. Nu tager Jan Ullrich endelig bladet fra munden.
En lang række cykelryttere er for længst stået frem og har fortalt om deres brug af doping. Nu tager Jan Ullrich endelig bladet fra munden.
 Foto: JAVIER SORIANO/Scanpix Denmark

- Ja, jeg har dopet mig, fortalte den 49-årige tysker forleden.

Det skete i et interview med magasinet Stern forud for en ny dokumentar, der snart får premiere:

- Holdningen dengang var, at hvis du ikke gjorde det, hvordan kunne du så overhovedet overleve løbet? (Tour de France, red.), forklarer han.

Det har taget Jan Ullrich mange år at krybe til korset.

I 2006, blev dopinglægen Eufemiano Fuentes arresteret af spansk politi. Her blev Ullrich indblandet i den berygtede "Operation Puerto" sammen med flere andre store cykelstjerner.

Blandt andre Ivan Basso og Francisco Mancebo var blandt de 37 ryttere, der i de spanske medier blev nævnt i den officielle dopingrapport.

I 2013 indrømmede Ullrich så, at han skam havde modtaget behandling af Fuentes, men at han bare gjorde, hvad alle de andre havde gjort.

Fotryder tavshed

I 2006 rådgav Ullrichs advokater ham til at gøre én af to ting. Han kunne enten udlevere alt og alle, eller også kunne han vælge at tie. Han valgte som bekendt at holde al sin viden for sig selv, men det fortryder han i dag:

- Set med nutidens briller skulle jeg have sagt noget. Det havde været meget svært i øjeblikket, men derefter ville livet have været nemmere, siger han.

Jan Ullrich havde stor succes som cykelrytter, hvor han blandt andet vandt Tour de France i 1997. Efter karrieren gik det dog helt galt. Ullrich har kæmpet med misbrug af både alkohol og stoffer, og han har været involveret i sager om indbrud og overfald.

Dokumentaren "Den jagtede" udkommer i Tyskland 28. november på Amazon Prime. Det er endnu uvist, hvornår den kan ses i Danmark.

Sponsoreret indhold