Sport7. august 2022

Jan Pytlick om blodig arbejdsgiver: - Det rager ikke jer

Jan Pytlick er netop blevet landstræner for Saudi-Arabien, men han vil ikke forholde sig til kritikken af landet - men han fortæller gerne, at lønnen er "fantastisk"
Jan Pytlick skal være træner i et undertrykkende regime
Normalt har Jan Pytlick ingen problemer med at bruge stemmebåndene. Men det kniber, når det gælder hans nye velbetalte job for det undertrykkende regime i Saudi-Arabien.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lørdag kom det frem, at han er blevet træner for Saudi-Arabiens herrelandshold og skal føre holdet gennem den forestående VM-slutrunde. Men håndboldtræneren Jan Pytlick klapper i, når det gælder den voldsomme kritik, der rettes mod hans nye arbejdsgiver for at være blodig og undertrykkende.

Jobbet i Saudi-Arabien tiltrækker sig særlig opmærksomhed, fordi organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch rapporterer om brud på menneskerettigheder i landet.

Det vil Pytlick dog ikke forholde sig til i offentligheden.

- Selvfølgelig har jeg gjort mig nogle overvejelser, men jeg har besluttet ikke at kommentere på de ting, fordi der bliver sagt så meget i medierne i forhold til det.

- Derfor har jeg valgt at sige, at jeg fokuserer på det sportslige, og det andet holder jeg for mig selv. Jeg har en klar holdning til det. Den vil jeg bare holde for mig selv, siger han til TV 2 Sport.

Heller ikke over for DR Sporten vil han kommentere, om han kan stå inde for det, som Saudi-Arabien repræsenterer som nation.

- Jeg har personligt en holdning til det, men jeg vil ikke dele den med andre, lyder det fra Pytlick, som dog afslører, at han aldrig har fået så god en løn som nu.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Pytlick.

Har købt en stjerne

Håndboldtræneren, der med stor succes stod i spidsen for det danske kvindelandshold tidligere i karrieren, havde ikke forventet at stå med et nyt trænerjob, da han i november 2021 blev fyret i Sønderjyske.

Pytlick havde inden fyringen bebudet, at han ville indstille karrieren efter sæsonen.

På klubplan har han ud over Sønderjyske været træner for GOG, Team Esbjerg, makedonske Vardar og Odense Håndbold.

Ved den forstående VM-slutrunde, der i januar afvikles i Polen og Sverige, er Saudi-Arabien i gruppe med Frankrig, Polen og Slovenien.

Sponsoreret indhold