Sport24. maj 2023 (opd. 24. maj 2023)

Ja Morant sender kryptisk besked: – Farvel

Billeder på Instagram har fået mange til at bekymre sig for den amerikanske basketballstjerne
Ja Morant har fået folk til at spærre øjnene op i bekymring efter en håndfuld Instagram-opslag. 
Ja Morant har fået folk til at spærre øjnene op i bekymring efter en håndfuld Instagram-opslag.
 Foto: Brandon Dill/AP/Ritzau Scanpix

Han er røget ind i en ret så kraftig modvind på det seneste.

I starten af marts blev han suspenderet af sit hold, Memphis Grizzlies, og fik otte spilledages karantæne efter at have poseret med en pistol i en video på Instagram.

En hændelse, Ja Morant efterfølgende undskyldte og forsikrede om ikke ville gentage sig.

I sidste uge kom han i vælten igen, da han på ny blev filmet på Instagram med en pistol i hånden.

NBA-stjernen har efterfølgende været tavs på sociale medier.

Indtil nu.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Tidligere onsdag lagde han nemlig fire 'stories' på sin Instagram.

Et billede hver med sin far, mor og sin datter.

'Jeg elsker dig mor'

'Jeg elsker dig far'

'Du er den dejligste lille pige. Jeg elsker dig'

Sådan skrev han henover de tre billeder.

I den fjerde og sidste 'story' har han til et billede af sig selv skrevet 'Farvel'.

Det har fået både fans, og eksperter til at spekulere i, hvad stjernen lægger i sit farvel.

'Det eneste, der betyder noget, er, at Ja Morant er okay,' skriver artisten Cole blandt andet på Twitter.

NBA-eksperten Shannon Sharp udtaler, at han tror, Ja Morant er færdig i NBA.

– Det ser ud til, at han vil lave andre ting end at spille basketball, siger han i forbindelse med Ja Morants opslag.

De fire 'stories' blev efterfølgende hurtigt slettet igen.

Han har ikke reageret på det efterfølgende.

Sponsoreret indhold