Sport21. august 2023

Ivan Toney bryder tavsheden: Fortæller om spilafhængighed og løgne

Danskerklubben Brentfords helt store stjerne brød betting-reglerne 232 gange. Nu fortæller han for første gang, hvorfor han gjorde det
Mathias Jensen fejrer en scoring med holdkammeraterne Vitaly Janelt og Ivan Toney - sidstnævnte (th) kommer han ikke til at fejre med et par måneder endnu. 
Mathias Jensen fejrer en scoring med holdkammeraterne Vitaly Janelt og Ivan Toney - sidstnævnte (th) kommer han ikke til at fejre med et par måneder endnu.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den danske succestræner Thomas Frank modtog i maj den nedslående besked, at han med omgående virkning og frem til januar 2024, skal undvære sin stjerneangriber, Ivan Toney.

Brentford-topscoreren er udelukket indtil den 16. januar efter at have indrømmet 232 brud på fodboldforbundets spilleregler.

- Hans fremtid er hos Brentford. Det er der ingen tvivl om, har Thomas Frank understreget om sin karantæneramte angriber.
- Hans fremtid er hos Brentford. Det er der ingen tvivl om, har Thomas Frank understreget om sin karantæneramte angriber.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Nu åbner hovedpersonen selv op om sin afhængighed af spil efter otte måneders udelukkelse fra fodbold. Straffen blev oprindeligt udmålt til 15 måneder, men blev nedsat, da Toney erklærede sig skyldig i anklagerne.

I et nyt interview med YouTube-kanalen, Diary Of A CEO, afslører Toney, at han ikke længere spiller, og at han oprindeligt løj for efterforskerne.

- Jeg ville betale alle mine udgifter, og så ville jeg sige "Jeg har så meget at lege med". Jeg tog mig af det, der skulle tages hånd om, så i mit hoved var det ligesom "mine penge er mine penge, og jeg kan bruge dem, som jeg vil", fortæller Toney.

Premier League-angriberen har efterfølgende fået rettens ord for, at spillet skyldes spilafhængighed. Han er siden holdt helt op med at spille - ikke bare på fodbold, men på al sport.

- Nej. Det vil jeg ikke tillade mig selv. Du ser tilbage og ser på de penge, du tabte, og hvad de kunne være brugt på. Folk at forsørge, forklarer han og siger også, at det ville være "pinligt" for ham, hvis han fortsatte med at spille.

Missede VM

Toney blev første gang anklaget i november for at have begået 232 brud på FAs regel E8 mellem 25. februar 2017 og 23. januar 2021. Det betød også, at angriberen ikke kom med til verdensmesterskaberne i Qatar for England, og ifølge hovedpersonen selv, var timingen for anklagerne mistænkelig.

- Jeg føler, at ja, jeg er udelukket nu, men den største straf for mig var at gå glip af at spille ved VM. Jeg følte, at nogen var ude efter at få mig på det tidspunkt for at forhindre mig i at spille for England, siger han.

Angriberen er dog godt klar over, at ansvaret for udelukkelsen hviler på ham selv.

- Når jeg ser tilbage på, hvad jeg har gjort, ville jeg nok ændre nogle ting, men det er, hvad det er. Jeg vil tage det fulde ansvar for den straf, jeg får nu. Jeg ved med sikkerhed, at jeg vil komme tilbage stærkere end dette, siger han.

Toney understreger, at når han igen er velkommen på fodboldbanen, så bliver det i en endnu bedre udgave, end den version, han forlod spillet som.

- Der er mange "haters" og tvivlere derude, der tænker, han vil ikke være den samme mand, når han er tilbage. Faktisk har de ret, jeg vil være en anden mand, jeg vil være endnu bedre end den fyr, der scorede de mål før. Jeg er bygget anderledes, min mentalitet er anderledes, lyder selvsikkert fra angriberen.

Når Ivan Toney har udstået sin straf, kan han igen slutte sig til sine mange danske holdkammerater, der tæller Mathias Zanka Jørgensen, Mads Bech Sørensen, Mads Roerslev, Mikkel Damsgaard, Christian Nørgaard og Mathias Jensen.

Brentford indtager i skrivende stund en tredjeplads i den engelske Premier League efter to kampe spillet.

Sponsoreret indhold