World Games, der er kendt som "OL for mindre sportsgrene", er blevet ramt af en tragisk hændelse i den kinesiske by Chengdu, der er vært.
Således døde den italienske orienteringsløber Mattia Debertolis tirsdag efter at være kollapset under en konkurrence, oplyser arrangøren.
Debertolis, der var 29 år, blev fundet bevidstløs under et orienteringsløb 8. august og døde fire dage senere.
Det fremgår af en fælles udtalelse fra World Games og Det Internationale Orienteringsforbund (IOF).
- På trods af øjeblikkelig og professionel lægehjælp på et af Kinas førende hospitaler afgik han ved døden, lyder det i udtalelsen.
Dødsårsagen bliver ikke oplyst.
World Games-arrangøren og IOF er "dybt berørt af denne tragedie og sender dybfølte kondolencer til atletens familie og venner samt hele fællesskabet inden for orienteringsløb".
- Vores tanker er hos dem, der er berørte af denne hændelse, lyder det.
World Games afholdes hvert fjerde år og er for discipliner, som ikke er med på OL-programmet.
Den igangværende event er den 12. udgave af World Games, som løber frem til 17. august og har deltagelse af cirka 4000 atleter.